BT, September 28, 2014

From The Elvis Costello Wiki
Jump to: navigation, search
- Bibliography -
1975767778798081
8283848586878889
9091929394959697
9899000102030405
0607080910111213
14151617 18 19 20 21


BT
  • 2014 September 28

Denmark publications

European publications

-

'Den anden Elvis' imponerer i Randers


translate
  Ole Rosenstand Svidt

Costello er 60 og har ingen grund til at være utilfreds, og det har hans publikum heller ikke

Mange legendariske internationale musiknavne har besøgt Randers-spillestedet Værket gennem tiden: Willie Nelson, Grinderman med Nick Cave, Faces, Crosby & Nash, Joan Baez, Rufus Wainwright, Chuck Berry (dog i sin karrieres absolutte efterår) og Tom Jones for blot at nævne nogle få, og nu også den engelske sanger og sangskriver Elvis Costello.

Costello har fra og med debuten i 1977 udgivet hele 23 album i eget navn – med eller uden backinggrupperne The Attractions og The Imposters – samt en række samarbejdsalbum med så forskellige kunstnere som den klassiske kvartet The Brodsky Quartet, sangskriverveteranen Burt Bacharach, New Orleans-pianisten Allen Toussaint, hiphop/soul-gruppen The Roots og mange flere. Costello er nemlig ikke for fastholdere, men kaster sig rask væk over den ene genre efter den anden – post-punk, pop, rock, jazz, klassisk, blues, soul. Ofte med et vellykket resultat. Manden er med andre ord et stort og alsidigt talent, og dertil en fremragende sangskriver.

Costello, der i sidste måned fyldte 60, er for tiden på soloturné, og han havde samlet en udsolgt Store Sal på Værket lørdag aften. Arbejdsredskaberne var seks guitarer – fire akustiske og to elektriske – samt et keyboard, der dog først skulle komme i brug ved ekstranumrene. Da Costello sidst besøgte Danmark, havde han band, et lykkehjul og en danserinde i bur (!) på scenen, men i aften bestod scenografien blot af et lysende skilt med påskriften "On air," som om vi var i gang med en radio- eller tv-optagelse, og ellers smagfuldt, dæmpet lys.

Costello var vanen tro ulasteligt klædt i mørkt jakkesæt, vest, lys hat og de karakteristiske kantbriller, og han lagde ud i det rockede hjørne med den energiske "45" med distortion og huggende akkorder på den akustiske guitar. Her var Costellos vokal dog lidt svær at opfatte, og nummeret var ikke den allermest lovende begyndelse på aftenen. Heldigvis var det, som om en sol gik fra skyen under de efterfølgende, mere afdæmpede numre, hvor hans karakteristiske, vidtfavnende vibrato-stemme kom betydeligt mere til sin ret sammen med det nuancerede akustiske guitarspil, hvor akkord- og fingerspil umærkeligt flettede fingre. De altid velskrevne tekster kunne nu også tydeligt høres.

Den veloplagte Costello udnævnte tidligt i sættet aftenens tema til at være "love and deceit," altså kærlighed og bedrag ("så har vi sange nok til tre aftener") og en sådan var "Veronica," hvor Costello stemmemæssigt kom højt op i omkvædet i sangen, der i øvrigt er skrevet i samarbejde med Paul McCartney.

Et tidligt højdepunkt var den bluesede "Ascension Day" skrevet i samarbejde med New Orleans-jazz/blues/soul-pianisten Allen Toussaint efter Katrina-orkanen i 2005. Et andet var "Harry Worth," ifølge Costello inspireret af et par, som han havde mødt tilfældigt ved deres bryllup – de befandt sig på samme hotel – og havde set flere gange de følgende år, inden kvinden "løb med min bassist." En skarp lille sang om kærlighedens op- og nedture, så kynisk, som Costello kan skrive dem: "Five years had passed 'til I happened along / He said, "Do you hear that noise? Well, that once was our song" / I looked in her eyes and saw barely a spark / He laughed too loud then he drank until dark."

Den smågroovy "Come the Meantimes" fra sidste års fornemme samarbejde med The Roots satte gang i call-response-sang, hvor Costello nærmest snerrede "Am I only talking to myself" ud i rummet og fik svaret "no" tilbage mange gange. Det fik den i forvejen gode stemning til at stige yderligere i intensitet.

Costello tog sig mellem numrene god tid til at fortælle anekdoter, for eksempel om da han havde mødt og indspillet med Johnny Cash, som han havde truffet gennem deres fælles ven, sangeren og sangskriveren Nick Lowe – som engang var gift med Cashs steddatter Carlene Carter. En dag ringede det på døren, og udenfor stod en mand i sort og præsenterede sig som "Johnny Cash" – det må have været stort. Herefter fik vi Cashs "Cry, Cry, Cry." Umiddelbart før sang Costello "Song With Rose," et nummer, han havde skrevet med en anden Cash, Rosanne (datter af Johnny og hans første kone, Vivian) og som viste hans countryinspiration – den mand har en bred, men god smag. Som Costello nævnte, spillede Rosanne Cash i øvrigt for nylig på Værket.

Endnu en sjov historie fulgte om, at Costello var ankommet til hotellet dagen før koncerten og i receptionen havde spurgt, hvilke attraktioner (no pun intended) man kunne se i Randers, og fik svaret: Regnskoven eller Graceland. Og så blev det altså sidstnævnte, for "Jeg hader aber," lød det fra Costello, der tog sit kunstnernavn – han hedder i virkeligheden Declan Patrick MacManus – som noget af en provokation kort før Kongens død i 1977. Han blev dog mødt med venlighed, da han ankom til den randrusianske kopi af Presleys hjem, der i øvrigt ligger lige ved siden af en McDonald's – der var ingen sure miner.

Godt fem kvarter inde i sættet tog Costello med egne ord en "Detour," hvilket også blev vist med et lysende skilt på scenen. Det bestod i al enkelhed i, at Costello nu satte sig ned, tog en ny akustisk guitar og fremførte en håndfuld sange, der om muligt var endnu mere inderlige end dem, vi hidtil havde hørt. Heriblandt jazzstandarden "Walkin' My Baby Back Home" tilegnet "My girl at home" (jazzsangerinden Diana Krall) og parrets to tvillingedrenge på syv år. Smukt.

Efter en håndfuld sange rejste Costello sig igen, slukkede "Detour"-skiltet, greb for første gang en elektrisk guitar – med loop-pedal – og gav et af sine mest kendte numre, den reggaepåvirkede "Watching the Detectives" fra 1977, inden han sluttede hovedsættet med et andet hit fra samme år, den smukke, vemodige ballade "Alison," hvor han som så mange andre gange denne aften pressede stemmen til det yderste i det høje register – uden at den knækkede over. Stærkt.

Der var nu gået halvanden time, og Costello havde allerede givet os god valuta for pengene, men han kom ind til, hvad der skulle vise sig at blive næsten en hel time med ekstranumre. Nu satte han sig for første gang ved keyboardet og gav endnu en smuk balladeklassiker, "Shipbuilding" skrevet i lyset af Falklandskrigen i 1982, hvor der pludselig kom gang i den engelske skibsproduktion, om end på et meget trist grundlag.

Den elektriske guitar kom frem igen i endnu et tidligt hit, "Oliver's Army," blev fulgt af en intens akustisk ("What's So Funny 'Boat) Peace, Love and Understanding"), og sådan fortsatte ekstranumrene med det ene højdepunkt efter det andet. Blandt andet den skønne, langsomme "When it Sings" med Costello tilbage bag klaveret – inden Costello efter næsten to en halv time sluttede af med jazzballaden "Jimmie Standing in the Rain" iblandet strofer af 30'er-depressionsklassikeren "Brother, Can You Spare a Dime," hvor Costello til sidst gik væk fra mikrofonen og sang ud i salen, der var fuldstændig stille – inden den brød løs i øredøvende klapsalver.

Costello viste dermed, at hvis man bare er en tilstrækkelig dygtig og alsidig sanger, guitarist og sangskriver, kan man sagtens underholde en sal i to en halv time uden andre virkemidler end stemme, guitar, klaver, lys og en håndfuld anekdoter. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt flere klavernumre end bare to, gerne "God Give Me Strength" fra det meget vellykkede Burt Bacharach-samarbejde – men ellers var der intet at udsætte på aftenens bundsolide koncert, der viste, at Costello nok er fyldt 60, men ikke har grund til at være utilfreds, og det har hans publikum heller ikke. Sidste års vellykkede samarbejde med The Roots understregede også, at han ikke er færdig med at udfordre sig selv. Flere gange undervejs sagde han, at han gerne ville komme tilbage snart, for "jeg har alt for mange sange til i aften." Han skal være så hjertelig velkommen.

-

BT, September 28, 2014


Ole Rosenstand Svidt reviews Elvis Costello, solo, Saturday, September 27, 2014, Vaerket, Randers, Denmark.


-



Back to top

External links