Elvis Costellos stjernestatus er falmet noget de senere år, men den 53-årige englænder har ikke blot mistet taget i pladekøberne – han har også mistet evnen til at skrive sange af klassisk tilsnit.
Selv på nedsat ydeevne er Costello dog stadig et lyt værd, og efter blandt andet et livealbum og det indbringende samarbejde med Allen Toussaint er den virkelystne veteran tilbage som ræbende rocker på Momofuku, der rusker videre, hvor The Delivery Man slap i 2004.
'Momofuku' er hastigt skrevet og hurtigt indspillet, og sangene besidder da også en rastløs råhed, som får skiven til at snurre med en vedholdende nerve, der klæder hårdtpumpede 'American Gangster Time', 'Stella Hurt' og 'Go Away', hvor umiskendelige kendetegn som resterne af Costellos raspende røst og Steve Nieves svirrende orgel nærmest slås om pladsen i det løsslupne lydbillede.
Der er imidlertid også plads til eftertænksomhed, og sløvt funky 'Harry Worth' er en listig kærlighedsnovelle, mens 'Flutter & Wow' swinger i valsetakt, og 'My Three Sons' er sjældent sentimental.
Ingen af de 12 skæringer bør komme i betragtning til den næste 'best of', men der er heller intet til skraldespanden, så velvidende at medlemstallet næppe vil eksplodere på grund af Momofuku, kan fanklubben trygt investere.
|