Gaffa, April 1986

From The Elvis Costello Wiki
Jump to: navigation, search
- Bibliography -
1975767778798081
8283848586878889
9091929394959697
9899000102030405
0607080910111213
14151617 18 19 20 21


Gaffa

Denmark publications

European publications

-

The only King of America


translate
   Steen Skole

Elvis Costello skifter ham og optræder nu under fuldskæg og eget navn, Declan Patric McManus, med sin nye plade, King of America. Gaffa's Steen Skole har kikket 10 års produktion igennem og tegner i denne artikel et billede af rockmusikkens store sangskriver og giver samtidig den nye plade et par ord med på vejen.

Begrebet new wave, alt inklusive, kan efterhånden fejre sit 10-års jubilæum. Disse 10 år har været en voldsom kreativ periode på godt og ondt. Mange bands og musikere kom hurtigt op og forsvandt endnu hurtigere fra rampelyset. I 1977 stank punken og new waven stadig af sensation og var endnu kontroversiel. Snot-næsede, grønhårede og ikke altid renvaskede punks optrådte i alle magasiner, aviser og tidsskrifter med fingeren på pulsen, Vrede var in, oprør var uundgåeligt, og rockens tornerosesøvn blev brutalt vækket ved et kanonslag ved navn Sex Pistols. Tilbage til det enkelte, rå og støjende. Sex Pistols døde som bekendt, og i det hele taget døde en masse af alle de nye bands, eller gik hen og blev parodier på sig selv.

Dog har nogle kunstnere formået at mejsle sig ind i publikums bevidsthed og har stadig været i stand til at udvikle sin personlige stil. Dette står Elvis Costello højeste grad som repræsentant for.


Elvis arbejdede 1977 som EDB-programmor og skrev i fritiden en masse sange. som han stædigt indsendte til de storre pladeselskaber. En dag kom det ham for øre, at et nyt selskab var under opsejling, og han kontaktede straks manageren, Jake Riviera. der havde døbt sit nye selskab Stift Records. Jake Riviera havde en fortid som reklamemand, og han fandt hurtigt ud af, at den unge bebrillede Buddy Holly klovn ikke kunne bruge sit rigtige navn, nemlig Declan Patrick MacManus Riviera vidste som Malcolm McClaren lidt om provokationens kunst, og da den rigtige Elvis med efternavnet Presley gik og skrantede, døbte Riviera sit nye håb Declan Patrick MacManus om til det mere letflydende Elvis Costello. A Star was born.

Elvis Costello var anderledes Ganske vist var der mængder af had, opror og kynisme i hans sange, men han formåede at komme ud til et langt større publikum med popmusik, som både BBC kunne spille, og som pladeforretningerne kunne sælge.

Costellos første LP, My Aim Is True, blev en kæmpe-succes hos anmelderne, der her fik en længe ventet kæledægge, en position Costello stort set har beholdt lige siden Det kneb dog stadig med publikums bevågenhed. Den kom dog i fuldt omfang med Costellos næste LP, This Years Model, hvor hans nye backinggruppe blev præsenteret. Fænomenet blev herefter kaldt Elvis Costello and the Attractions. Attraktionerne var den klassisk uddannede pianist Steve Nieve, Bruce Thomas på bas og Pete Thomas på trommer, alle bragende dygtige musikere Elvis begyndte en flittig turnévirksomhed, populariteten voksede, og hittene kom fra Costellos hånd som skidt fra en spædekalv.

Den tredie LP, Armed Forces, blev en kæmpesucces. Man kan finde den i ethvert hjem, hvor blot en person har interesseret sig for musik de sidste ti år — altså rockmusik. Jeg har set den stå side om side med alt fra Irsk folkemusik til Røde Mor. Armed Forces er en herlig popplade, som røg ind på hitlisterne og gødede jorden for Costellos anden USA-turné. Costello var på dette tidspunkt allerede temmelig populær i staterne, men på den anden turné gik det galt. Elvis kom op at skændes med Stephen Stills og et par andre på et værtshus. Fuldt opsat på at provokere så meget som overhovedet muligt, kom Elvis med nogle helt vilde udtalelser, der slap ud til pressen og skadede hans popularitet i USA i årevis, selvom der blev givet en offentlig undskyldning Elvis gik under jorden i en længere periode og opret-tede i mellemtiden sit eget pladeselskab, F-Beat Records, og forsøgte sig som placeproducer for Specials og Squeeze.

Det næste, man hørte fra Costello og attraktionerne, var LP'en Get Happy, 20(!) oplagte, svingende sange fra en Costello i topform. Get Happy viste Elvis Costellos glæde for soulmusik og er måske et af de mest vellykkede eksempler på hvid soul.

Hurtigt efter kom Trust, som ligeledes er udmærket, men man fornemmer en rådvild Costello. Han læner sig ind over adskillige genrer, men når ikke rigtigt i bund, og pladen virker en smule overfladisk. Men selvfølgelig er her perler som sangene »Shot With His Own Gun« og »Clubland«. Herefter gik der lang tid, inden det næste udspil fra Costello, men dette chokerede til gengæld de fleste af Costellos fans, ja, faktisk hele Rockscenen Elvis Costellos svaghed for Country & Western kammede fuldstændigt over.

LP'en Almost Blue blev indspillet i Nashville, Tennessee og indeholdt udelukkende standards i Costellos dybfølte og indlevede versioner. Eksperterne var fuldstændigt i vildrede, men efterhånden står Almost Blue som en sikker klassiker i Costellos store produktion. Men i 1981 raslede Costellos popularitetskurve nedal mod bunden. Han solgte simpelt hen ikke, og selv svorne tilhængere tvivlede på Costellos karriere som popsanger. I 1982 udkom så, hvad der nu står som Elvis Costello and the Attractions hovedværk, Imperial Bedroom, en LP med gudsvelsignede melodier og knivskarpe og geniale tekster. Costello var vågnet og skiltede med sit kæmpetalent igen Den næste plade, Punch the Clock, var en videreudvikling af sangene fra Get Happy — soulinspire-rede sange med Costellos pisk over sig Medvirkende var the TKO Horns, der løftede pladen op til en virkelig svinger.

Samtidig åbnede Costello sig over for pressen efter næsten 4 års tavshed og gav nogle interviews, der vidnede om et kolossalt engagement og et enormt vid. I det hele taget stod Elvis frem, som et enormt sympatisk menneske.

Desværre var hans næste LP Goodbye Cruel World ikke af sædvanlig standart. Inspirationen synes at mangle, og pladen virker uoplagt og ufærdig Der synes at være problemer med den uhyre loyale backinggruppe The Attractions. En del gæstmusikere, som fx Darryl Hall og Green medvirker, men pladen virker som et tilfældigt sammenskrab af brokker fra Costellos skrivebordsskuffe. Efter Goodbye Cruel World skulle der faktisk gå 2 år, inden der kom nyt fra Costellos hånd. I mellemtiden har rygterne svirret Der har været rygter om lallende alkoholisme, men det meste af al snakken synes at være pressesladder. Ganske vist har Costello produceret plader for the Pogues, og man kan sikkert ikke undgå en salig brandert i ny og næ i det selskab, men det ser hvert fald ikke ud til at have svækket Costellos sangskrivertalent.

Den nye plade The King of America er et fuldbyrdet bevis på, at Elvis er konge, og at han er tilbage igen The Attractions er næsten helt ude af bageriet, de medvirker kun på et enkelt nummer »Suits of Lights« Derimod medvirker T-Bone Burnett og James Burton, som bestemt er et par interessante herrer. Desuden medvirker David Hilgado fra Los Lobos og trommeslageren Jim Keltner, som jo er en gammel rod i amerikansk Rock.

The King of America er en moden plade fra en afklaret kunstner. Musikken er afdæmpet og spartansk. Her er ingen overflødige arrangementer. og det er lige før, sangene virker nøgne deres enkelthed. Teksterne har næsten overordnet betydning. og af og til glemmer man helt musikken. En enkelt gammel traver »Don't Let Me Misunderstood« leveres i en sej version, der bringer Joe Cocker i tankerne. Costello er blevet voksen og har droppet sit kunstnernavn og hedder igen Declan Patrick MacManus og er stadig en af de mest betydningsfulde kunstnere i rocken overhovedet. En engageret og kritisk nutidspoet og troubadur af samme klasse som fx. David Bowie. Costello/MacManus er tidløs og har altid været interessant, ligegyldig hvilken retning han har følt trang til at undersøge og afprøve Costello har udtalt for nylig, at han havde trang til at være alene og ikke være bundet af at skulle skrive sange til sin gruppe, The Attractions.

Jeg må indrømme, at jeg savner The Attractions på den nye plade. Attractions er suveræne håndværkere og The King of the Keyboard Jungle, Steve Nieve, savnes i høj grad. Men forhåbentlig får Costello/MacManus stablet en gruppe på benene og kommer på tourne, Danmark inklusive.

Costellos produktion er kæmpestor, og der eksisterer tusindvis af varierende udgaver af LP'erne så nedenunder er kun medtaget LP'er, der fås I almindelig handel.


My Aim Is True - Stiff SEZZ-3

This Years Model - Radar RAD-3

Armed Forces - Radar RAD-15

Get Happy - Columbia JC 36347

Trust - F-Beat XXLP-11

Almost Blue - F-Beat XXLP 13

Imperial Bedroom - F-Beat XXLP-17

Punch the Clock - F-Beat XXLP-20

Goodbye Cruel World - F-Beat ZL 70317

10 Bloody Marys 10 How's Your Fathers - Fiend 27 (Opsamling af singler)

King of America - F-Beat ZL-70946

-

Gaffa, No. 28, April 1986


Steen Skole profiles Elvis Costello.

Images

1986-04-00 Gaffa page 08.jpg
Page scans.

1986-04-00 Gaffa page 09.jpg


1986-04-00 Gaffa photo 01.jpg
Photo .

1986-04-00 Gaffa cover.jpg
Cover.

-



Back to top

External links