|
Som vred ung fremadstormende 21-årig desperado udtalte Elvis Costello: — Jeg vil ikke hænge rundt længe nok til at lave en masse middelmådigt bras sådan som de folk fra 60'erne. Jeg vil lave mine bedste ting og så dø før jeg bliver 30!
Manden er nu 29 ...
Goodbye Cruel World? Sikkert ikke. Den provokerende udtalelse var helt på sin plads i 1976. Siden har den meget produktive englænder med afsæt i new wave prøvet sine musikalske talenter af på så forskellige stilarter som Nashville country & western, jazz og Las Vegas entertainment. Det er blevet til snart en halv snes lp'er med sange om kvæstet kærlighed og tingenes tilstand. Hver gang med det umiskendelige kvalitetsmærke af Costellos kreative klo. Han har haft fart på. Men hvorfor skulle han ikke kunne fortsætte som en af vor tids væsentligste sangskrivere ved siden af Bowie? Nej vel?
Osse på denne nye plade mærkes Costellos særegne metode af understatement i teksterne (som danske bands kunne lære af). Lavmælte, tilsyneladende dagligdags konstateringer virker som aftrækkere på lytternes underbevidsthed og åbner små afgrunde af indsigt.
Tyg selv på de første fire linier i pladens slutsang Peace In Our Time:
»Out of the aeroplane stepped Chamberlain with a condemned man's stare / But we all cheered wildly, a photugraph was taken, as he waved a piece of paper in the air / Now the Disco Machine lives in Munich and we are all friends /And I slip on my Italian dancing shoes as the evening descends«.
Fred i vor tid. Og ingen fare. Eller?...
Lige under festen og idyllen lurer den smertelige erfaring, der som en sølvtråd er indstøbt i hele Costellos produktion.
Costellos karakteristisk nasale stemme er som skabt til sangens afklarede tusmørke tone med det meget æstetiske blæserakkompagnement. Med atmosfære og tema ligger nummeret fint i forlængelse af Shipbuilding, perlen på Costellos foregående lp Punch The Clock.
Alene Peace In Our Time er hele pladen værd. Resten er ekstranumre. Hurtige pågående vekslende med dvælende harmoniske. Begavet pop af høj karat.
| 
