|
På det multi sort/hvid ternede cover til debutalbummet My Aim Is True på Stiff Records, kunne man i nævnte kontinuerlige rækkefølge læse bogstaverne "e l v i s i s k i n g e l v i s i s k i n g e l v i s" omkring 200 gange i alt (mindre end et år efter, at en vis Mr. Presley tog billetten). Kombineret med pladeselskabets hookline "If it ain't STIFF it ain't worth a fuck" var der tale om entret der ville noget. Bevæbnet med aggressivitet, humor, intelligens, hooklines og musikalsk punch var Costellos fæstning uindtagelig fra første skud. Skåret ud i pap på opfølgeren This Years Model, hvor Costello har en pistol frontalt rettet mod de sagesløse pladekøbere. Her var tale om et skarpladt individuelt talent, som England ikke havde fostret siden 60erne.
Havde man påstået i 1977, at Costello 21 år senere, beredvilligt og entusiastisk, ville fortælle om sit samarbejde med Burt Bacharach på Nordeuropas dyreste luksushotel, ville mani bedste fald være blevet stemplet som sindssyg. Den unge, iltre europæiske revser fra gadeplanet, mod den middelalderlige, eksklusive, amerikanske luksusliner — uforenelige størrelser.
Men set i lyset af Costellos musikalske eskapader, specielt i 90erne, er konstellationen mindre overraskende.
- Det er uundgåeligt, at vi bliver kaldt et mærkeligt par, men bortset fra aldersforskellen er der flere lighedspunkter end forskelle mellem os, hvilket jeg synes, at billederne på albummet illustrerer, mener Costello.
Hvad er det, som fascinerer dig ved Burt Bacharach?
- Han har udviklet sin egen måde at arrangere musik på og har raffineret et musikalsk sprog i en grad som folk tror de forstår. Men fakta er, at dette sprog er væsentligt mere kompliceret end de fleste forestiller sig. I musikbranchen bliver de fleste kendt som sangere eller musikere, meget få er kendt som sangskrivere, men Burt Bacharach har skabt en så distinkt lyd, at dette har været tilfældet. Hvis Graham Gouldham skrev en sang til The Hollies i 60erne, ville den på radioen blive præsenteret som den nye Hollies single — men omvendt kunne man høre speakeren sige: "Og nu den nye Burt Bacharach sang, fremført af Dionne Warwick." Det er en meget markant forskel, som klæber sig i ens bevidsthed.
Det sunde samarbejde
I et samarbejde som jeres må du være indstillet at gå på kompromis, kan det ikke være vanskeligt når du er vant til at gøre tingene selv?
- Nej, for jeg ville ikke indgå i et sådant samarbejde, hvis jeg ikke var villig til også at give afkald på noget. Jeg har lavet mange plader udelukkende ud fra min egen bedømmelse, men har også lavet en masse ting med mange forskellige mennesker. Jeg synes, det er sundt at indgå i et samarbejde som dette, det samme var tilfældet med The Brodsky Quartet. Når man arbejder alene fokuserer man naturligt på sig selv, selvoptaget siger nogen, hvilket jeg altid har opfattet som vildledende, hvem skulle man ellers være optaget af og lytte til. Modsætningen er hvis man prøver at kalkulere sig frem til en kommerciel i& om, hvad man forventer, at folk vil høre, men det har aldrig interesseret mig.
Burt Bacharach siger, at han uundgåeligt former sine sange til den kunstner, som skal fremføre den. Hvordan forholder det sig med din sangskrivning?
- Der er tre forskellige måder. Sange jeg selv fremfører har jeg ikke nødvendigvis formet til min egen stemme, de er drevet af, hvad jeg har lyst til at synge. Hvis nogle fortolker disse sange må de leve med min version. Så er der sange, hvor jeg har forestillet mig en anden kunstners stemme, og ved tilfældigheder, eller fordi de har kunnet genkende sig selv i sangene, er disse sange blevet fortolket af de pågældende personer. Jeg har forestillet mig henholdsvis George Jones, Dusty Springfield og Chet Baker som performere da jeg skrev de pågældende sange, og så indspiller de samme mennesker dem senere. Det er som en drøm, der går i opfyldelse. Så er der den sidste model, hvor jeg skriver noget på opfordring, hvilket er en væsentligt mere bevidst proces.
Den musikalske bagage
Er det vigtigt for en kunstner at have en form for historisk bevidsthed?
- Det gør ingen skade. Hver gang nogen forsøger at rense tavlen og proklamere år nul går det galt. Tilsvarende når man sætter lighedstegn mellem visse kunstformer og ideologier. Eksempelvis er det nonsens, at man ikke skulle kunne lytte til Wagner fordi Hitler gjorde det. Det var tilsvarende latterligt da punkscenen underkendte al musik fra før 1977. Men al forandring er vanskelig. Flere prominente jazzmusikere talte imod beboppen da den kom. Nogle fik øjnene op for, hvad som var ved at ske hvor eksempelvis Louis Armstrong fastholdt sin modstand, men med tiden reviderede også han sin opfattelse. Så ja, det er nødvendigt at have en historisk forståelse, og her taler vi altså om store seriøse artister og ikke ligegyldig pop musik.
Gælder det om at nedbryde gældende former og strukturer?
- Jeg mener, at man kan vinde noget ved at overholde visse konventioner, men jeg er lige så interesseret i at lytte til musik, som hænger sammen og er renset for formelle strukturer. Men der kan være former som det tager 20 år at være i stand til at identificere. Ornette Coleman blev opfattet som ren nonsens i sin tid, men når man lytter til ham i dag lyder musikken smuk og fuldstændig forståelig. På samme måde var Stravinsky tidligere hadet, hvor et hvilket som helst orkester spiller Stravinsky i dag. Der er stadig drama i hans musik, men folk lytter mere til hans id&r i dag, og er ikke bundet af angsten for det ukendte som tidligere. Måske tager det bare et stykke at 'catch up' — der er altid modstand mod nye lyde.
Har din musikalske motivation og dine ambitioner ændret sig med årene?
- Måske havde jeg en adrenalindreven 'drug fuelled' ambition om at erobre verden i omkring 10 minutter en gang, men har i givet fald glemt den. Jeg har ikke og har aldrig haft ambitioner, jeg gør bare, hvad der falder mig naturligt i de givne situationer. Humlen i dette job er, at der foreligger nogle formelle disciplinerede aspekter, så som at have en plade færdig til tiden. Sideløbende er det domineret af en form for privat anarki, hvor du ikke gør, hvad bossen siger. Jeg har valgt denne vej, så jeg var fritaget for at møde op på kontoret hver dag — Jeg sætter min egen dagsorden.
|
