Gaffa, June 1991

From The Elvis Costello Wiki
Jump to: navigation, search
- Bibliography -
1975767778798081
8283848586878889
9091929394959697
9899000102030405
0607080910111213
14151617 18 19 20 21


Gaffa

Denmark publications

European publications

-

Jeg elsker pop-music


translate
   Niels Pedersen

Scanning errors uncorrected...

Nyt image, ny plade og igen på Roskilde Festivalen. Elvis lever og mødte Gaffa's Niels Pedersen.

Elvis Costello har altid været fuld af overraskelser. Ny stil på hver plade, nyt image med langt hår og stort skæg og en ny åbenhed overfor pressen. Men alligevel kom det sidste halve års storste Costello-overraskelse fra anden hånd.

Midtvejs i filmen Godfather 3 befinder vi os på Sicilien Corleone-familien er igen i eksil og fra datterens værelse strømmer musik. Ikke storladen og floromvunden Coppola-sovs, men ren guitar, vred stemme og hektisk stemning i form af Costello-klassikeren Miracle Man fra 1978.

— Jeg aner ikke, hvordan nummeret endte i Godfather filmen, klukker Costello, mens han leger med totterne af sit lange uredte hår.

— Hvordan skal jeg tro på, at mafiosoer kan lide mine plader? Men jeg er meget glad for det, set fra et historisk synspunkt. Når jeg er død og pladerne er udgået af produktion, vil man stadig vise Godfather 3 på film-museer verden over. Et lille stykke udødelighed — ligesom da jeg var plakaten på væggen i børneværelset i ET.

Specielt i slutningen af 70'erne var Costello lyden af ungdomsværelser verden over. De præcise, punkede pop-sange blev lydsporet til forelskelser, branderter og ikke mindst tømmermænd.

— Det er helt sikkert, at sangene har påvirket mange dengang. Jeg er nu selv i en position, hvor jeg får mange penge bare for at lave plader og gøre som det passer mig. Og også lytterne er vokset i deres jobs. Jeg kan ikke forestille mig, at Francis Ford Coppola lytter til mine plader. Men en af hans assistenter har sikkert har sikkert gået på filmskole i slutningen af 70'erne og ment, at det var passende at bruge Miracle Man i filmen.

— De var iovrigt meget besatte af melodien og kort for premieren ved juletid sidste år, var det nummer en af de ting, der holdt premieren tilbage. De skulle cleare rettigheder og jeg måtte skrive under på, at hverken jeg eller mine efterkommere vil lægge sag an mod Paramount Pictures.

Det er den slags absurditeter, der altid har fulgt Costello. Aldrig bange for at sige sin mening eller gå egne veje, er man altid spændt til sidste øjeblik for en ny Costello-plade. Stilskift fra country'en på Almost Blue over Get Happy's soul, den sammenbidte Blood And Chocolate eller den afklarede US-tour-de-force på King Of America er naturlige for Costello, der hader at blive sat i bås.

— Det er derfor, jeg skriver som McManus og bare bruger Costello som et varemærke. Så er det nemmere at adskille Costello '91 fra den tegneserie-figur jeg var i 1977. Jeg gor alt for at nedbryde folks billede af mig.

Med albummet Mighty Like A Rose indebærer imaget et rent hamskifte til et look, der ville passe bedre til Grateful Dead. Musikken er dog stadig Costello. Hårde udfald mod censur og politikere på nummeret Invasion Hit Parade, teenage-drama i All Grown Up og hele vejen igennem kan han på trods af eksperimenter med horn, strygere og instrumentering ikke lobe fra en kærlighed til klassisk pop-musik — Burt Bacharachs ånd spøger stadig.

— Jamen, jeg er jo vild med pop, jubler Elvis, der som 8-årig var med i Beatles' fanklub hjemme i Liverpool.

— Du skal huske, at det er den her størrelse Rock, der har skabt forskellen på pop og rock. Elvis Presley var pop-sanger. Han var en rock 'n' roll artist, men han var pop-sanger, fordi han havde succes. Little Richard og de andre var også pop-hits og det var forst med Led Zeppelin og den slags, at det blev mere fint at lave rock, forklarer Costello vrængende.

— Hvem har behov for 900 timers guitar- og tromme-soloer med seriøse koncepter? Også Dylan var del af den udvikling, selv om han nok vil sige, at folk har intellektualiseret hans tekster Det samme med Beatles. De gik fra at være et pop-band til at lave Kunst på Sgt. Pepper og det, der korn bagefter, var ikke særlig godt.

Elvis Costello er ikke til at stoppe, når han taler musik. Specielt andres og da en norsk journalist sporger, hvordan han vil beskrive sin nye plade, er hans eneste svar:

— Den er rund med hul i midten. Til gengæld er han mere åben, når snakken falder på kopiversioner og musikalske partnere.

— Jeg har været så heldig, at 90% af de, der har indspillet mine sange, har været mine egne idoler. Og de seneste gange har det været sange skrevet på opfordring — Roger McGuinn, Johnny Cash, Till Tuesday. Den mest overraskende var Chet Baker, der sang Almost Blue til Bruce Webers film Let's Get Lost. Desværre døde han, for jeg fik takket. Det er et meget tragisk sted i filmen, men han sang den, så godt han kunne.

Selv om Costello har arbejdet med alle fra Count Basie, over Daryl Hall til Ray Brown og Nick Lowe er den mest prominente partner Paul McCartney. De to fandt sammen før McCartneys Flowers In The Dirt-album og skrev My Brave Face og tre andre sange til pladen, samt Veronica og Pads, Paws And Claws til Costello's Spike-album. På Mighty Like A Rose er de igen forenede og selv om Costello understreger, at han ikke er "den nye John Lennon", har de skrevet So Like Candy og den hektiske Playboy To A Man.

— Når du skriver sammen med en anden, er du ikke fristet til at putte helt personlige betragtninger ind i sangene. Statements skriver du selv. De sange, du skriver med andre, bliver altid mere universelle og lettere at forstå. Se på Rogers & Hart. Deres sange er udødelige 50 år efter de blev skrevet.

— Paul og jeg har aldrig overvejet at lave en hel plade sammen Vi arbejder i meget forskelligt tempo. Jeg laver mindst tre plader, hver gang han laver en, griner Costello. Ordene har altid været i forgrunden, når det har handlet om Costello, men for tiden er han selv træt af tekster og af rockmusik.

— Jeg arbejder på et soundtrack til en engelsk TV-serie. Musikken arrangerer vi på computer og det meste er skrevet for stryger grupper på fra 8 til 50 mand. Ad den vej har jeg også genopdaget klassiske koncerter. Det er rart at kunne danne sig egne billeder til musikken, uden at være bundet af en forsanger eller en bestemt udlægning af en tekst.

Frygt dog ikke koncertsalens stemning når Costello og The Rude Five spiller på Roskilde Festivalen.

— Det er et lille band, så vi omarrangerer mange af sangene fra Mighty Like A Rose radikalt. Og så er der mange gamle sange, men i helt nye udgaver, lover Costello, der samtidig løfter sløret for en "hemmelig" LP med cover-versioner, der måske udkommer senere i år.

-

Gaffa, No. 80, June 1991


Niels Pedersen interviews Elvis Costello.


Henrik Føhns reviews Mighty Like A Rose.

Images

1991-06-00 Gaffa page 13.jpg
Photo by Einar Vid Neyst.


Mighty Like A Rose

Elvis Costello

translate
   Henrik Føhns

Scanning errors uncorrected...

1991-06-00 Gaffa page 24 clipping 01.jpg

Elvis Costello bekræfter atter sin overlegne position som en af vor tids største og bedste sangskrivere. Så er det sagt med næsegrus beundring.

Costellos nye album folder sig langsomt ud ligesom en rose der springer ud. Det er tungt som den svimlende duft fra blomsten, men samtidig en frydefuld nydelse. Mighty Like A Rose er en svær plade at komme ind i. Men de flotte sange venter kun på at blive plukket. Det kommer imidlertid kun den tålmodige lytter til gode, fordi Costello fremfører dem i arrangementer, der er alt andet end ligetil. Han kamouflerer dem godt, men har man først fundet dem, så slipper de ikke taget så let.

Mighty Like A Rose fortsætter, hvor Costellos forrige album Spike slap. Han bruger de samme musikere og krydrer igen pladen med et par fælleskom-positioner af McCartney/MacManus, hvoraf den bittersøde So Like Candy er en ubetinget perle svøbt i spansk guitar og mellotron. Andre numre byder på kreativt genbrug af klavertemaer fra Costellos tredie album Oliver's Army, selvom der er langt fra de første LP'ers enkle instrumentering til det komplekse lydbillede på Mighty Like A Rose.

Elvis Costello er måske nok en af de eneste kunstnere, der har kunnet bevare sin bidske beskhed gennem 14 år og 13 albums, selv når han sovser sig selv ind i træblæsere og cembalo, som på nummeret Harpies Bizarre. Det nye album bliver lukket med sangen Couldn't Call It Unexpected No. 4, hvis umulige titel lægger op til at blive spillet på banjo, tuba og andre instrumenter langt fra rockens verden, men ikke engang det kan slå en fremragende sang ihjel.

Vi ses i Roskilde, Elvis!



Photo by Einar Vid Neyst.
1991-06-00 Gaffa photo 01 evn.jpg


1991-06-00 Gaffa cover.jpg
Cover.

-



Back to top

External links