|
Elvis Costello har altid været fuld af overraskelser. Ny stil på hver plade, nyt image med langt hår og stort skæg og en ny åbenhed overfor pressen. Men alligevel kom det sidste halve års storste Costello-overraskelse fra anden hånd.
Midtvejs i filmen Godfather 3 befinder vi os på Sicilien Corleone-familien er igen i eksil og fra datterens værelse strømmer musik. Ikke storladen og floromvunden Coppola-sovs, men ren guitar, vred stemme og hektisk stemning i form af Costello-klassikeren Miracle Man fra 1978.
— Jeg aner ikke, hvordan nummeret endte i Godfather filmen, klukker Costello, mens han leger med totterne af sit lange uredte hår.
— Hvordan skal jeg tro på, at mafiosoer kan lide mine plader? Men jeg er meget glad for det, set fra et historisk synspunkt. Når jeg er død og pladerne er udgået af produktion, vil man stadig vise Godfather 3 på film-museer verden over. Et lille stykke udødelighed — ligesom da jeg var plakaten på væggen i børneværelset i ET.
Specielt i slutningen af 70'erne var Costello lyden af ungdomsværelser verden over. De præcise, punkede pop-sange blev lydsporet til forelskelser, branderter og ikke mindst tømmermænd.
— Det er helt sikkert, at sangene har påvirket mange dengang. Jeg er nu selv i en position, hvor jeg får mange penge bare for at lave plader og gøre som det passer mig. Og også lytterne er vokset i deres jobs. Jeg kan ikke forestille mig, at Francis Ford Coppola lytter til mine plader. Men en af hans assistenter har sikkert har sikkert gået på filmskole i slutningen af 70'erne og ment, at det var passende at bruge Miracle Man i filmen.
— De var iovrigt meget besatte af melodien og kort for premieren ved juletid sidste år, var det nummer en af de ting, der holdt premieren tilbage. De skulle cleare rettigheder og jeg måtte skrive under på, at hverken jeg eller mine efterkommere vil lægge sag an mod Paramount Pictures.
Det er den slags absurditeter, der altid har fulgt Costello. Aldrig bange for at sige sin mening eller gå egne veje, er man altid spændt til sidste øjeblik for en ny Costello-plade. Stilskift fra country'en på Almost Blue over Get Happy's soul, den sammenbidte Blood And Chocolate eller den afklarede US-tour-de-force på King Of America er naturlige for Costello, der hader at blive sat i bås.
— Det er derfor, jeg skriver som McManus og bare bruger Costello som et varemærke. Så er det nemmere at adskille Costello '91 fra den tegneserie-figur jeg var i 1977. Jeg gor alt for at nedbryde folks billede af mig.
Med albummet Mighty Like A Rose indebærer imaget et rent hamskifte til et look, der ville passe bedre til Grateful Dead. Musikken er dog stadig Costello. Hårde udfald mod censur og politikere på nummeret Invasion Hit Parade, teenage-drama i All Grown Up og hele vejen igennem kan han på trods af eksperimenter med horn, strygere og instrumentering ikke lobe fra en kærlighed til klassisk pop-musik — Burt Bacharachs ånd spøger stadig.
— Jamen, jeg er jo vild med pop, jubler Elvis, der som 8-årig var med i Beatles' fanklub hjemme i Liverpool.
— Du skal huske, at det er den her størrelse Rock, der har skabt forskellen på pop og rock. Elvis Presley var pop-sanger. Han var en rock 'n' roll artist, men han var pop-sanger, fordi han havde succes. Little Richard og de andre var også pop-hits og det var forst med Led Zeppelin og den slags, at det blev mere fint at lave rock, forklarer Costello vrængende.
— Hvem har behov for 900 timers guitar- og tromme-soloer med seriøse koncepter? Også Dylan var del af den udvikling, selv om han nok vil sige, at folk har intellektualiseret hans tekster Det samme med Beatles. De gik fra at være et pop-band til at lave Kunst på Sgt. Pepper og det, der korn bagefter, var ikke særlig godt.
Elvis Costello er ikke til at stoppe, når han taler musik. Specielt andres og da en norsk journalist sporger, hvordan han vil beskrive sin nye plade, er hans eneste svar:
— Den er rund med hul i midten.
Til gengæld er han mere åben, når snakken falder på kopiversioner og musikalske partnere.
— Jeg har været så heldig, at 90% af de, der har indspillet mine sange, har været mine egne idoler. Og de seneste gange har det været sange skrevet på opfordring — Roger McGuinn, Johnny Cash, Till Tuesday. Den mest overraskende var Chet Baker, der sang Almost Blue til Bruce Webers film Let's Get Lost. Desværre døde han, for jeg fik takket. Det er et meget tragisk sted i filmen, men han sang den, så godt han kunne.
Selv om Costello har arbejdet med alle fra Count Basie, over Daryl Hall til Ray Brown og Nick Lowe er den mest prominente partner Paul McCartney. De to fandt sammen før McCartneys Flowers In The Dirt-album og skrev My Brave Face og tre andre sange til pladen, samt Veronica og Pads, Paws And Claws til Costello's Spike-album. På Mighty Like A Rose er de igen forenede og selv om Costello understreger, at han ikke er "den nye John Lennon", har de skrevet So Like Candy og den hektiske Playboy To A Man.
— Når du skriver sammen med en anden, er du ikke fristet til at putte helt personlige betragtninger ind i sangene. Statements skriver du selv. De sange, du skriver med andre, bliver altid mere universelle og lettere at forstå. Se på Rogers & Hart. Deres sange er udødelige 50 år efter de blev skrevet.
— Paul og jeg har aldrig overvejet at lave en hel plade sammen Vi arbejder i meget forskelligt tempo. Jeg laver mindst tre plader, hver gang han laver en, griner Costello.
Ordene har altid været i forgrunden, når det har handlet om Costello, men for tiden er han selv træt af tekster og af rockmusik.
— Jeg arbejder på et soundtrack til en engelsk TV-serie. Musikken arrangerer vi på computer og det meste er skrevet for stryger grupper på fra 8 til 50 mand. Ad den vej har jeg også genopdaget klassiske koncerter. Det er rart at kunne danne sig egne billeder til musikken, uden at være bundet af en forsanger eller en bestemt udlægning af en tekst.
Frygt dog ikke koncertsalens stemning når Costello og The Rude Five spiller på Roskilde Festivalen.
— Det er et lille band, så vi omarrangerer mange af sangene fra Mighty Like A Rose radikalt. Og så er der mange gamle sange, men i helt nye udgaver, lover Costello, der samtidig løfter sløret for en "hemmelig" LP med cover-versioner, der måske udkommer senere i år.
| 
