|
Extract
Et spørgsmål, der uvægerligt rejser sig, hver gang man sidder med et nyt Elvis Costello-album i hånden, er: Hvor får han det dog fra? Altså de endeløse guirlander af ord, der i hans tilfælde gælder som sangtekster? Teksthæftet til mandens seneste, National Ransom (som så er studiealbum nr. nogle og 30, alene eller i samklang med alle fra Brodsky Quartet til Burt Bacharach og så ikke et ord om det løse) er som sædvanligt så ordrigt som en telefonbog, men som altid altså også til randen fuld af svovl og galde, samt betydninger, ordspil, meninger, udfald, følelser, holdninger og sidst, men ikke mindst: fanden og hans pumpestok. Det forbløffende er nu ikke de ordrige udgydelser selvom de godt nok savner deres lige indenfor populærmusikken, ja, selv en Dylan kan nu om stunder ikke hoste op med så imposante tekster men det at det lykkes Costello så ubesværet at forvandle dem til sange, som han tilmed synger, så de lyder både indlysende og ubesværede. Samt at de fungerer så perfekt som tekster, som tilfældet er hell yes!
Nu er han som bekendt både arbejdsnarkoman og sangsnedker om en hals, men når man oveni lægger, hvor mange indbydende melodier, man støder på i løbet af de 16 sange, det her bliver til, kan det godt undre, at han er blevet så marginaliseret, som tilfældet er. Måske er det stemmen, måske er det bare alderen; i populærmusikken er det ikke comme il faut at ældes. Og han har hverken fået ansigtsløftninger eller mavesækken snøret ind, så talk showverdenen er lukket land. Han har som sangskriver helt enkelt ikke sin ligemand, og selv om ikke alt, han rører ved, forvandles til det pureste guld, har han med sine seneste tre scoret hattrick i afdelingen for lødig, begavet og avanceret sangskrivning: Momofuku i 2008, Secret, Profane and Sugarcane i 2009 og nu altså National Ransom. Det er ganske enkelt godt og lutrende at lytte til en af verdens bedste sangskrivere i selskab med nogle af verdens bedste musikere, produceret med vanlig selvudslettende finesse af T Bone Burnett.
|
