|
Man skal ikke som en Pavlovsk hund klistre etiketten "fascist" på folk, som vedkender sig deres aggressivitet. I forbindelse med musikkritik er det en uheldig arv fra 60'erne, når en begavet, politisk bevidst og aggressivt opererende musiker som Elvis Costello får "fascist"-mærkatet påstemplet — bare fordi nogen tror, sjælens fred er det eviggyldige svar på tendenser til fascisme i samfundet. En sådan refleksagtig nedhugning af noget man ikke selv forstår, tenderer selv i retning af "emotional fascisme." For er det ikke sådan, at det engelske samfund i disse år er betændt af en manifest racisme og en også i arbejderklassen lurende tilslutning til højreekstremister og nazister? Og er det ikke det engelske samfund, Elvis Costello skildrer på sine plader. Et samfund med en polarisering og klassekamp på et helt andet niveau end her i Danmark? Og er den aggression, der fortvivlet dirrer i Costello's sange, ikke en protest mod afstumpningen og det følelsesmæssige jødehad. Gu' er den så!
På sine første to plader My Aim Is True (1977 og This Year's Model (1978) var det først og fremmest manderollens og den seksualiserende bevidsthedsindustri, som var målet for Costello's ætsende sange. "Miracle Man," "Less Than Zero" og "I'm Not Angry" er slagkraftige, konkrete fortætninger af typiske jeg-frustrationer i 70'ernes England. Og sangene handler bl.a. om at overskride en, i et videre perspektiv politisk hæmning af den målrettede og velbegrundede aggression.
Og har Costello ikke i et nummer som "Lipstick Vogue" beskrevet et rolleoverskridende ønske om at nå ned under seksualiteten som en indbydende vare for at komme op igen renset for narcissismens overfladiskhed? Skal der ikke en så grelt udstillende bitterhed som Costeilos til, for at sandheden rykker ind på lytterens liv? Skal der ikke en musik til som denne, hvor hver detalje underkaster sig teksten, hvor den strenge tematiske beherskelse af 25 års rockmusik bruges til at beskrive en nutid, der er blind for sin egen historie — en statsform hvor alle omstændigheder tager sig naturlige ud i deres forrykthed, hvor ingen ting tilsyneladende kan være anderledes ... Gu' skal der så, og derfor har rockmusikken i Elvis Costello fundet en fornyer.
Og med sin nye plade Armed Forces skal Costello så stå prøven som kunstner for tredie gang. Skal bevise, at han er mere end et fænomen — på en måde som kun de fænomenale skal. Består han prøven?
Den opgave han har sat sig er at beskrive eksempler på Englands militarisme som stat og den militarisme, som truede småborgerlige lag og dårligt stillede unge arbejdsløse af helt forskellige grunde bliver opslugt af/bekender sig til.
"It's the words we don't say / That scare me so" ("Accidents Will Happen") "If you're Out of luck / And out of work / We can send you to Johannesburg." ("Olivers Army").
Emnet er både psykens taktiske træk over for reelle eller indbildte modstandere og hele det konkrete militærapparat med dets betydning som arbejdsgiver under lav-konjunkturen. Ved, som påpeget af Charles Shaar Murray i New Musical Express, at beskrive snarere end at fremtræde som deltager i den klasse-, køns- og racekamp, som pladen griber ned i, er der på Armed Forces sket en distancering af Costello fra tæt involvering til kunstnerisk fritsværende beskrivelsesmåde. På den anden side er der også i beskrivelsen en åbning over for andre menneskers virkelighed, en åbning som ikke kan komme i stand i sange fremført i jeg-form. For i jeg-sange skal identifikationen med figuren være fuldstændig. I den beskrivende sang kan loyaliteten antage mere dobbeltbundet eller kritisk form. Men ingen siger, at disse tommelfingerregler for litterære realister bare kan overføres fra skønlitteraturen til sang-skriveri. Selvom man kan fristes til at tro det, er Elvis Costellos sange ikke filmatiserede noveller, men rock-musik.
Og helt gået væk fra jeg-sangene er han da heller ikke. F.eks. i "Green Shirt" er der tale om en konkret mands udtrykte fascination af et medlem af enten et rigtigt eller symbolsk lotte-korps. Og sangens fremstilling af fascistisk sex er blandt pladens bedste.
Et eksempel på den falske medfølelse med sangens "offer" finder man i "Sunday's Best," som beskriver småborgerskabets søndagsliv som legitimationsgrundlaget for den sikkerhed de tror "de farvede" vil tage fra dem. Også "Two Little Hitlers" er sådan en fremstilling af fascismens sædekorn i dagliglivets jordbund. Og "Goon Squad" og "Senior Service" beskriver "livet" i hæren. Kort sagt en tema-plade med store litterære ambitioner. Det er den intellektuelle opgave Costello har sat sig.
Den rent musikalske iscenesættelse af sangenes indhold er den anden side. Og det generelle indtryk er her, at Costello i sin bestræbelse på at almengøre sin musik, måske har overladt for meget til producer Nick Lowe, så pladen er blevet en anelse for glat og flot i sin lyd. En lydmæssig beherskelse som også understregs af det stadig vigtigere tangentspil fra Steve Naive. Jeg ville godt have hørt lidt mere til Costello's guitar men er dog ganske godt tilfreds med alle de små raffinementer, som findes i Naives spil, hvis man gider lytte ned under melodilinien. Og alle sange har umiddelbar evergreen-kvalitet — de sidder første gang, og de bliver siddende. Trommernes og bassens tekst-kommenterende funktion i musikken er en landvin-ding, som Elvis Costello her driver atmosfærisk længere ud end nogensinde før. Og i melodier som "Sunday's Best" og "Green Shirt" er valget af melodier og arrangementer i usædvanlig god overensstemmelse med tekstens hensigt.
Elvis Costello har bestået prøven.
| 
