|
Elvis Costello & The Imposters: The Boy Named If. Universal
Når man snakker 1970’ernes new wave, fokuserer man af gode grunde typisk på det energiske fræs og det korte, hårde aftræk. Men nok så vigtigt gav new wave plads til et kor af stærke britiske sangskrivere som Graham Parker, Joe Jackson, Paul Weller og først og fremmest Elvis Costello.
Costellos to første plader, ’My Aim Is True’ og – især – ’This Year’s Model’ fra 1977, står stadig som genrens knaldperler. Hans sårbart vrængende sarkasme og måden, hvorpå instrumenterne nærmest væltede ud i hovedet på én, gjorde ’This Year’s Model’ til new waves kerneudladning. Herfra bevægede han sig ud på en musikalsk rejse til alt fra jazz til country, klassisk og evergreenpop, men hele tiden med et ekstremt finjusteret sangskriveri som omdrejningspunkt.
Hvis der er noget, jeg savner i nutidens musik, er det ikke så meget rockmusikkens energiudladning som det virkelig ambitiøse sangskriveri kælet for med traditionsbevidsthed, følelsesklogskab og intimt kendskab til håndværkets mindste tandhjul. Som det mesterskab, Elvis Costello udfoldede på ’Imperial Bedroom’ med den fødte standard ’Almost Blue’, som selveste Chet Baker udødeliggjorde.
Manden, de fleste antog for lidt af en frækkert, var ganske rigtigt en flab, men viste sig også snart som en populærmusikkens polyhistor, der færdedes lige hjemmevant hos Buddy Holly og Hank Williams og Burt Bacharach og ej var bleg for at have Shakespeares sonetter som målestok.
Forbløffende godt
Nå, det var en lang optakt til ’The Boy Named If’, men en nødvendig en af slagsen! For ikke blot drøner Elvis Costello ud af starthullerne med guitaren forrest på åbningsnummeret ’Farewell Ok’, som skrev vi 1977 og ikke 2022. Han har minsandten også på sit album nummer 26 eller 38 – optalt henholdsvis uden og med kollaborationer – præsteret at skrive en stribe sange, der kan hamle op med hans egen højeste standard.
Elvis Costello, som igennem årene altid har sat en ære i at holde sin egen nysgerrighed hvæsset på en utrolig masse musikalske udebaner, har denne gang tilladt sig selv at falde tilbage på sin egen skarpeste fortid.
Resultatet er blevet et forbløffende godt album, hvor Elvis Costello som den røde tråd tager barndommens ’usynlige ven’ og overfører det til et mere suspekt doppelgänger motiv for utro ægtemand og andre emotionelle småsvindlere, skyggeluskere og hemmelighedskrammere.
Den spanske model
At Costello var ved at indstille bakspejlet, fik man et spøjst vink om, da han for kort tid siden udsendte ’Spanish Model’. Sangene fra ’This Year’s Model’ med spanske vokalister bakket op af The Attractions.
Knaldperlerne på ’The Boy Named If’ peger i instrumentering, koncentration og energi direkte tilbage på Costellos første helt forrygende plader, hvor The Attractions var så rødglødende som et overophedet udstødningsrør. Den anden side af sagen er suveræne sangskriverpragtpræstationer som ’What If I Can’t Give You Anything But Love’, ’Paint the Red Rose Blue’, ’Mistook Me For a Friend’ og ’My Most Beautiful Mistake’. Slet og ret Costello på toppen af sin kunst og kunnen.
Som The Imposters spiller på ’The Boy Named If’, er de med Steve Nieves skønt stikkende og prikkende keyboard i virkeligheden The Attractions nu blot med den urokkeligt swingende bassist Davey Faragher som styrmand. Stemmen er en smule slidt, men også som vokalist er Costello i sit livs efterårstopform.
"He called his wife by nickname/ just like his father had done". Mere skal der i virkeligheden ikke til for at tegne et portræt af en mand, et miljø og en skæbne.
’The Man You Love to Hate’ med rytmer så skrumplende som et gammeldags omrejsende tivoli er en af de få sange, som ikke rigtig slår kloen i mig. Indimellem er der bare for mange ord, Elvis. Men det er en undtagelse. Langt de fleste sange på ’The Boy Named If’ rammer ikke bare skiven, men i plet.
Som ’The Death of Magic Thinking’, der kombinerer den spilkogende energi fra new wave med stammetamtampiskende trommer fra Pete Thomas kombineret med strejf af Costellos rå, beskidte guitar og en sylespids tekst om ikke at kunne styre sin vrede og rumme sin frustration, hvor både titel og indhold er en raffineret hilsen til Joan Didions ’dødebog’, ’The Year of Magical Thinking’.
Som så mange andre kloge kunstnere har Costello vægret sig mod at gå tilbage til sin egen storhedstid. Nu har han så gjort det alligevel og heldigvis opdaget, at man godt kan genfinde sig selv i en tidligere inkarnation, så længe man samtidig står ved den, man sidenhen er blevet.
| 
