Politiken, July 6, 2010

From The Elvis Costello Wiki
Jump to: navigation, search
- Bibliography -
1975767778798081
8283848586878889
9091929394959697
9899000102030405
0607080910111213
14151617 18 19 20 21


Politiken

Denmark publications

-

Undskyld, men hvor var Elvis?


translate
 Erik Jensen

Den normalt så spidse og satiriske veteran fra England var hæmmet i Tivoli.

Det lignede en hyggelig grillfest for modne herrer hjemme på gården, da Elvis Costello and the Sugarcanes indtog Tivolis Koncertsal.

Modsat sine afslappet udseende musikere, hvoraf en enkelt ligefrem kom i overalls, var storbonde Costello selv iklædt ulasteligt jakkesæt, sine karakteristiske store briller og hvid hat, da han spurtede ind på scenen. Hovedpersonen lignede med andre ord sig selv, men det må hans musik til gengæld for Guds skyld ikke gøre.

Frisk og klar til at tage os med på endnu en musikalsk rejse til et nyt terræn, havde den 56-årige sanger og sangskriver fået lyst til at udgrave og føje til de omfangsrige afgrøder, han allerede har på lager. Denne gang er det country, folk og americana, der skal udforskes, sådan som Elvis Costello første gang gjorde det på det fremragende album Almost Blue tilbage i 1981.

Velgørende ondskabsfuldhed
Siden da har Costello knap givet sig selv lov til at trække vejret og kigge tilbage på en karriere, der har kastet hundredvis af sange, hvoraf flertallet holder en uhørt høj standard, af sig. Fornemme melodier med sarkastiske tekster og portrætter, godt og vel dryppet i vitriol og kunstgødning. Mandag aften skulle det så vise sig, om onkel Elvis’ velgørende ondskabsfuldhed i sangene kunne tåle en transformation til den friske landlugt.

Ideen med at åbne koncerten med en klassiker fra den ’rigtige’ Elvis i form af ’Mystery Train’ var sjov på papiret, men i koncertsalen gav versionen bange anelser. Den rent akustiske instrumentation med en kapacitet som Jerry Gibson på dobro og almindelig guitar trak skarpheden ud af sangen.

Bedre blev det ikke, da Elvis Costello fik åbnet sin egen sangbog. Venligheden og varmen i bandet The Sugarcanes fik giften til at sive ud af sangene og efterlod alt for tamme versioner med harmonika, violin og Elvis Costello selv på firestrenget guitar. Strandet på pænhedens alter

Når man sidder og glæder sig mest over de sjove små fortællinger mellem sangene i selskab med så stor en sangskriver som Elvis Costello, er noget galt. Vi fik hæderlige udgaver af ’Everyday I Write The Book’ med flerstemmig skønsang, ’A Good Year For The Roses’ og et cover af Beatles ’You Got To Hide Your Love Away’, men det meste strandede på pænhedens alter og blev småkedeligt.

Desværre kunne de musikalsk set, landlige omgivelser ikke kurere den bronkitis, der tydeligvis plagede hovedpersonen. Sejt at stille op med ondt i halsen for ikke at skuffe sit publikum, men også et sats, der i sagens natur ikke gjorde koncerten noget godt.

Bedst gik det, når Elvis Costello satte strøm på guitaren, men det var alt for sjældent. At dømme efter sit kropssprog med guitaren holdt som missil og rockpositurer savnede sangeren også selv noget mere vildskab. Først med ’Allison’ fra debutalbummet ’My Aim Is True’ (1977) virkede det, som om Elvis Costello fandt sig selv. Og det var for sent til at redde koncerten op over middelmådig mandagshygge.

Det er selvfølgelig prisværdigt at prøve noget nyt, men når man har så meget godt at byde på i rollen som sig selv, er det ærgerligt at opleve Elvis Costello gøre sig ihærdige anstrengelser på at forene nye amerikanske bands som harmoni-elskerne i Fleet Foxes med amerikanske countrylegender som Johnny Cash.

Der er nemlig intet galt med den rigtige Elvis Costello. Ham glæder vi os til et gensyn med.


-

Politiken, July 6, 2010


Erik Jensen reviews Elvis Costello and The Sugarcanes on Monday, July 5, 2010, Tivoli Koncertsalen, Copenhagen.

Images

2010-07-06 Politiken photo.jpg
Elvis Costello som vi kender ham. Photo credit: Jens Dresling

-



Back to top

External links