Costellos "Detour" pløjer sig igennem hele Europa i denne tid. I Danmark er vi blevet begavet med tre koncerter; Aalborg og Odense, og til sidst en udsolgt koncert i København.
Odeon i Odense blev indviet tidligere på ugen, og endnu er der hverken knirkende stole eller tyggegummi underneden. Folk maser af sted for at komme ind og få måsene i sædet, og mørket sænker sig.
Iført knaldrød hat og med et bragende bifald i ryggen kommer Costello ind, griber en guitar og sætter i gang med "Watch Your Step" fra det lige netop 36 år gamle album Trust — udgivet i januar 1981.
Costello er solo, med en hær af især guitarer, men også en banjo og et stort sort flygel indenfor rækkevidde. Midt på scenen står en gigantisk kasse af et fjernsyn, som viser stillfotos — og senere lidt video — af venner, bekendte og familie i en falmet fortid.
Alle remedier kørt i stilling
Manden er 62 år, og man kan nok argumentere for, at han altid har været lidt rusten i halsen. Rusten har bredt sig en smule med alderen, men han rammer stadig de høje toner. Der springes ikke mere over det lave gærde, end hvad alderen rent praktisk dikterer. Lyden i Odeon er en fornøjelse.
Et langt musikalsk liv med omkring 30 album (plus opsamlinger og livealbum), et hav af samarbejdspartnere og hele opvæksten med en meget musikalsk far har skabt en showman, som drysser krydderi over hele aftenen som en kok, der elsker hver en ret. Costello er lige præcis, hvor gerne han vil være.
Mange numre indledes med en anekdote, som stort set hver gang rammer plet. Hist og her føles det en kende forberedt, når anekdoten serveres med indlagt kunstpause til latter og bifald. Især i starten af koncerten reagerer publikum med abrupt høflig latter. Men vi tør hurtigt op i selskab med den brandvarme løve, som også har optrådt en del som skuespiller og har været forbi musicalafdelingen flere gange. Han kender sine virkemidler.
Enlig mand med stor effekt
Det første store bifald kommer med "Church Underground," hvor Costello leger med det høje uh-uh-uh. Det bifald bliver gjort til skamme, da "Everyday I Write The Book" klinger ud. Folk pifter og hujer. En eller anden i nærheden begynder nærmest at græde.
Det var satans, mumler jeg for mig selv, mens bifaldet gjalder. Costello tager disse kompositioner, som er skrevet til at blive fremført af et band, og lægger dem ud som en singer-songwriter uden frygt, uden skam, og med åben hals. Jeg har set og hørt forsøget gjort før af andre etablerede musikere, og ofte bliver det en halvbagt affære. Men Costello har virkelig fat i den lange ende.
På "Shipbuilding" får vi til gengæld den største samling falske toner på ét sted under den samlede koncert. Med bund i årtiers slæbende vokal stryger Costello dog erfarent videre og modtager salens tordnende hyldest. Han kan næsten ikke gøre noget forkert i aften. Næsten.
Bag tangenterne
Nu sidder han bag klaveret, og her bliver vokalen indimellem en kende skinger. Række på række af stillesiddende nakker foran mig nyder det musikalske stormløb fra den hattebeklædte og småkvapsede Costello, som vist er begyndt at skovle flødebagte kartofler og en ekstra skefuld dessert indenbords. Måske forkæler konen Diana Krall ham. Jeg synes at kunne spore de ekstra pund på den karakteristiske glød i stemmen, som flæskbeklædte sangere ofte modtager. Det klæder Costellos stemme, ligesom det klæder mange andre. Spis du bare op, gamle dreng.
En blændende "Walkin' My Baby Back Home" baner vej for en mindeværdig anekdote om Costellos far, som muligvis ikke var den store faderfigur, men til gengæld grundlagde en musikalsk levevej i sin søn. Costello Senior (som bar navnet Ross McManus) tævede endda The Beatles i popularitet tidligt i sidstnævntes karriere, men det var alligevel ham Lennon, som med en frisk replik scorede flest point næste dag i formiddagsbladene. Typisk.
Declan Patrick McManus gik altså i faderens fodspor, og engang i 70'erne transformerede han sig om til Elvis Costello. Der har også været andre kunstnernavne undervejs — deriblandt det ikoniske Napoleon Dynamite, som siden har fundet sit eget publikum i form af en anbefalelsesværdig film af samme navn.
Tilbage til Costello, som leverer "Allison" helt uden mikrofon eller strøm. Bifaldet vælter ind over salen, så det sortner for øjnene. Dette nummer er for Costello, hvad "The Needle And The Damage Done" er for Neil Young.
På vej mod tinderne
Costello afslutter en glimrende koncert med en række højdepunkter i "Pump It Up" (udført elektrisk fra indersiden af det store fjernsyn), "Veronica" og "She." Det meste af salen rejser sig, i den tro at "She" er sidste nummer, og står dermed fastlåst i oprejst stilling af sociale forventninger, da Costello fortsætter ind i klassikeren "(What's So Funny 'Bout) Peace, Love, & Understanding," som bliver en smule mere elektrisk end nødvendigt. Det bliver en afslutning, som kunne have været en my bedre.
Costello har valgt at være solo, men flere steder bevæger han sig alligevel halvvejs ind i bandlyden ved at sætte strøm på sin guitar. Man kommer let til at ønske endnu et instrument til at gøre de støjende strenge selskab, og som resultat placerer nogle dele af koncerten sig mellem to stole. Resten af koncerten ligger et sted mellem glimrende og fremragende. En rigtig flot præstation, som de færreste kan gøre efter.
Som bonusinfo kan jeg tilføje, at et medlem af publikum mente, at Costello havde haft en helt anden sætliste i Aalborg aftenen før. Så København, glæd jer til mandag aften.
|