|
Hvis ens forældre har givet en navnet Declan Patrick Alosius MacManus, så ligger det ikke i kortene, at man skal være rockstjerne.
Så fungerer det bedre med Elvis Costello og det er da også under dette, at den nu 60-årige irsk-britiske musiker har skabt en ganske enestående karriere, der spænder meget bredt. Kunstnernavnet fik han til dels fra sin far, der som jazz-trompetist og sanger i Joe Loss Orchestra havde optrådt under navnet Day Costello og det var da også gennem faderen, at den unge Costello blev introduceret til musikken.
Costellos virke blev grundlagt på 70ernes pub-rock scene og senere som en del af den britiske punk- og new wave-bølge, hvor han med et par plader med ét slag skabte sit nu udødelige renommé. Først med soloalbummet »My Aim Is True« og så sammen med sit band, The Attractions, det store gennembrud »This Years Model« med hits som »(I Don’t Want To Go To) Chelsea« og »Pump It Up«. En plade, der den dag i dag står som et sandt mesterværk i manges bevidsthed. »At lytte til Elvis Costello er som at gå ned gennem en mørk og tom gade og pludselig høre nogle skridt bagved dig,« som Rolling Stones Kit Rachlis i sin tid skrev i sin anmeldelse af »This Years Model«.
Men Elvis Costello er ikke sådan at sætte i bås. Op gennem 80erne udviklede han en eminent evne til at favne stort set alle musikalske genrer. Som den soulede »Get Happy!!«, coveralbummet »Almost Blue« som en hyldest til countrymusikken og en flirt med jazzmusikken på »Imperial Bedroom og »Punch The Clock«.
Samtidig sendte han under pseudonymet The Imposter lige en kritisk hilsen til forandringerne i det britiske samfund som følge af premierminister Margaret Thatchers politik med »Pills and Soap« og var i det hele taget ikke bange for at give sin mening til kende, når bølgerne gik højt i det britiske samfund op gennem 80erne.
Samtidig med sine egne udgivelser begyndte Costello i stigende grad at arbejde sammen med andre og også i helt andre kunstneriske sammenhænge. Han var medkomponist på musikken til serien »G.B.H.«, eksperimenterede med klassisk musik via sit samarbejde med The Brodsky Quartet på »The Juliet Letters«, skrev musik for andre musikere, turnerede og skrev sange sammen med kongen af easy listening, Burt Bacherach, var med i operaen Welcome to the Voice, skrev musik til en ballet, optrådte i alskens TV-serier fra The Simpsons til Frasier og var sågar stand in for David Letterman på hans Late Show, da værten var syg på grund af en øjeninfektion. Som en bestillingsopgave fra det Kongelige Teater har Costello tilmed skabt dele af kammeroperaen »The Secret Songs« om H.C. Andersens kærlighed til den svenske sopran, Jenny Lind. Operaen forblev dog ufærdig, men i en opførelse instrueret af Kasper Bech Holten i 2007 blev dele af de sange, der var færdige, opført sammen med sange fra albummet »The Juliet Letters«.
Med andre ord en alsidig herre. I det hele taget må det betragtes som lidt af et under, at han i 2003 fik tid til at møde sin tredje og nuværende hustru, den berømte canadiske jazzsangerinde og pianist Diana Krall med hvem han i dag har to sønner.
| 
