|
Var det værd at lytte til? Absolut! Kan man kalde det musikdramatik? Nix!
Hverken musikalsk eller dramaturgisk havde det, man oplevede i Operaen lørdag aften, ret meget med opera at gøre. Når vi alligevel bruger ordet »opera« i denne anmeldelse, er det af den simple grund, at Det Kgl. Teater insisterer på, at det er lige netop dét, den britiske sanger og sangskriver Elvis Costello nu i et par år - og på nationalscenens opfordring - har gået og rodet med: En opera. Eller helt præcist: En kammeropera. Det forhold, at de 10 sange fra »The Secret Songs of Hans Christian Andersen« blev uropført, hvor de nu engang blev urpført, nemlig på landets fineste operascene, satte en tyk streg under denne pointe: Det, vi hørte, var uddrag af en opera. Som sådan må det bedømmes.
Det gør vi så. Og konstaterer i den forbindelse, at det musikdramatiske potentiale i den nye H.C. Andersen-opera synes at kunne ligge på et eventyrligt lille sted. Selv om »The Secret Songs of Hans Christian Andersen« endnu ikke er færdig - og guderne må vide, hvornår den bliver det - og selv om det, vi oplevede, var en koncertopførelse med nogle få rekvisitter til at give lidt stemning, synes én ting allerede nu at stå klart: Elvis Costellos første opera nogensinde består i hovedsagen af statiske monologer. Kun i sangen »He has forgotten me completely« er der ansatser til dramatisk dialog. Resten er enetale på enetale på enetale. Læg dertil, at Elvis Costello, der jo ellers kan så meget, aldrig forlader populærmusikkens trygge havn for at sejle ud i andre musikalske farvande. Det er lidt synd, for ordet opera forpligter til at turde noget mere, også rent musikalsk, end blot at lyde som en begavet udgave af Andrew Lloyd Webber. Også af den grund er vi tæt på en falsk varebetegnelse.
Farverig humbugmager
Hvis vi derimod holder os til det, der rent faktisk foregik på Operaen i lørdags, må vi konstatere, at Elvis Costello har skrevet nogle fantastisk fine popsange, der tilsammen skaber en slags episk forløb og sjovt nok involverer den legendariske amerikanske impressario og cirkusmand P.T. Barnum. Denne farverige humbugmager har hyret operasangerinden Jenny Lind til en turné, og koblingen til eventyrdigteren ligger så selvfølgelig i sidstnævntes velkendte betagelse af den berømte svenske nattergal. Elvis Costello tager sig den kunstneriske frihed at påstå, at H.C. Andersen i virkeligheden skrev hemmelige breve til Jenny Lind. Det er disse breve, der har givet operaen navn.
Fik hvad de kom efter
Det var Elvis Costello selv, der sang partierne som Barnum og Andersen, mens en af Det Kgl. Teaters faste kræfter, sopranen Gisela Stille, tog kegler som Jenny Lind. Englænderens karakteristiske, lidt nasale popsangstemme vekslede fint med Stilles skolede operarøst, og den instrumentale side af sagen blev varetaget af et ganske velspillende lille band, der trakterede klaver, slagtøj, tuba, banjo, sav, cello, bas og forskellige blæserinstrumenter.
At dømme efter publikums reaktioner fik de fleste, hvad de var kommet efter, selv om de sange fra Elvis Costellos gamle sangbog, der ifølge forhåndsannonceringen skulle have været en del af programmet, helt glimrede ved deres fravær! Begejstringen var for så vidt forståelig, for mere mere raffineret popmusik end Costellos laves næppe i dag. Men med opera havde det ikke meget at gøre.
ELVIS I EVENTYRLAND
Titel: The Secret Songs of Hans Christian Andersen
Kunstner: Elvis Costello
|
