|
Siden årtusindeskiftet har Elvis Costello udgivet et album nærmest årligt i et væld af konstellationer og genrer, og bluegrass-skiven ’Secret, Profane and Sugarcane’ er enddu et overrumplende impulsivt udspil fra den virkelystne veteran.
Englænderen har tidligere flirtet lidenskabeligt med country i form af navnlig ’Almost Blue’ fra 1981 og i mindre udpræget grad fem år senere på ’King of America’, som blev produceret af kapaciteten T Bone Burnett, der har fået genvalg på ’Secret, Profane and Sugarcane’.
Albummet blev indspillet i løbet af blot tre dage i Nashville med lokale mestermusikanter som blandt andre dobro-begavelsen Jerry Douglas, og det er er da også tilsat knirkende traditionalisme, at Costello får foreviget en meget broget blanding af sange. Repertoiret spænder fra en så godt som strømløst rockende genindspilning af ’Complicated Shadows’, der oprindeligt blev tildelt Johnny Cash, til fire fine numre, der var en del af Costellos tvivlsomme H.C. Andersen-projekt i 2005.
Nedslidt stemmebånd
Det umiddelbart noget aparte sammenrend af sange fungerer faktisk overraskende udmærket uden imidlertid at danne noget større statement, men den prunkløse produktion og rustikke ramme skaber en sammentømret enhed, hvor dæmonisk svajende 'My All Time Doll' sagtens kan stå side om side med ømme 'I Felt a Chill', der er skrevet i samarbejde med Loretta Lynn.
Costellos skingre og slidte stemmepragt er bestemt ikke noget optimalt instrument i en genre spækket med prægtige vokalister, men harmonier af Jim Lauderdale og allestedsnærværende Emmylou Harris kompenserer for hovedpersonens begrænsede formåen på en klædelig karriereafstikker, hvor han får formet sin egen lille lune version af countryens noble afart.
| 
