|
Costello demonstrerede en træfsikkerhed i sit nærmest legendariske sangkatalog, at det var en ren fryd.
40 numre på to en halv time. Om den 50-årige Declan Patrick MacManus også kaldet Elvis Costello er blevet ramt af lynet i sit ægteskab med sin noget yngre kone, jazzpianisten Diana Krall, eller om han lige har brug for sætte den samlede rockbranche på plads, vides ikke. Fakta var dog, at han lørdag aften i Store Vega spillede elektrisk i hovedstaden for første gang i cirka 15 år, og demonstrerede en træfsikkerhed i sit nærmest legendariske sangkatalog, at det var en ren fryd.
Costello er ofte blevet slået i hartkorn med 70'ernes punkscene. Godt nok udkom hans debutalbum "My Aim Is True" i 1977 og havde spor punkens rastløse væsen i sig. Men den alsidige kunstner har dog trukket på et utal af andre genrer og arbejdet med orkester-, film-, ballet-, og teatermusik. Indledningsmusikken, inden koncerten gik i gang, talte sit eget sprog. Soul, rock'n'roll, swing, jazz og countrynumre fyldte salen op, inden Elvis Costello entrerede præcis kl. 20.15 iført sort jakkesæt, pebermyntegrønt slips, de obligatorisk briller med stort stel og orange brilleglas og ikke mindst et par temmeligt opsigtsvækkende sylespidse boots i glitrende sølv.
Aftenen skulle vise sig at blive en ren hitparade af Costello-klassikere hentet helt tilbage fra debuten "My Aim Is True" og til sidste års fremragende "The Delivery Man", og Costello selv var knivskarp og skød sine sange af lige fra hoften. Men den perfekte timing og ikke mindst den glohede indlevelse var lige så meget Costellos fremragende backingband The Imposters' fortjeneste. The Imposters består af Davey Faragher (bas), Steve Nieve (klaver, keyboard) og Pete Thomas (trommer). De to sidstnævnte har fulgt aftenens hovedperson i næsten gennem 30 år, og var i sin tid også grundstammen i Costellos gamle backingband The Attractions.
Allerede ved tredje nummer, "Next Time Around" hentet fra et af hovedværkerne "Blood & Chocolate", viste Costello kløer med sin blanding af funk og new wave med den klaverboksende Steve Nieve, der med sit eminente spil under hele koncerten viste, hvorfor Costello har holdt fast i ham. "Radio, Radio" ("This Year's Model") blev eksekveret stramt lige fra punkens underliv og med Nieves stildannende Farfisa-orgel som drilsk appetitvækker. Under hele koncerten skiftede Costello guitarer, som vi andre skifter sokker. En kæmpe Gretsch-guitar blev hængt om mandens hals, og derefter gik det over stok og sten på den kogende "Buttom My Lip", der var en ren opvisning i improviseret legestue, når det er sjovest.
På balladen "Country Darkness" og "The Delivery Man" viste Costello, hvordan har har udviklet sig fra en spæd sanger til at være en gudbenådet vokalist, der i den grad kan synge den melankolske tone helt ind under huden. Især i sidstnævnte nummer, hvor tekstlinjen "In a certain light he looked like Elvis / In a certain way he seemed like Jesus" blev hængende i luften lang tid efter, at sangen var slut. ("I Don't Wanna Go To) Chelsea", "Pump It Up", "Shipbuilding", "Oliver's Army", "Beyond Belief" og den afsluttende ("What's So Funny 'Bout) Peace Love And Understanding" er total-klassikere i Elvis Costellos bagkatalog, og sådan blev de leveret. Udødelige sange med plads i rockhistorien. Elvis Costello & The Imposters fremragende koncert vil også få sin plads i Vegas historie, den var simpelthen totalt medrivende og viste, at Costello musikalsk har stået distancen i næsten 30 år.
|
