Gaffa, April 1986: Difference between revisions
m (fix scan errors) |
(fix remaining scan errors and add hyperlinks) |
||
Line 9: | Line 9: | ||
<center> {{m}} Steen Skole </center> | <center> {{m}} Steen Skole </center> | ||
---- | ---- | ||
'''Elvis Costello skifter ham og optræder nu under fuldskæg og eget navn, Declan Patric McManus, med sin nye plade, ''King of America''. <i>Gaffa</i>'s Steen Skole har kikket 10 års produktion igennem og tegner i denne artikel et billede af rockmusikkens store sangskriver og giver samtidig den nye plade et par ord med på vejen. | '''Elvis Costello skifter ham og optræder nu under fuldskæg og eget navn, Declan Patric McManus, med sin nye plade, ''King of America''. <i>Gaffa</i>'s Steen Skole har kikket 10 års produktion igennem og tegner i denne artikel et billede af rockmusikkens store sangskriver og giver samtidig den nye plade et par ord med på vejen. | ||
{{Bibliography text}} | {{Bibliography text}} | ||
Line 22: | Line 20: | ||
Elvis Costello var anderledes Ganske vist var der mængder af had, opror og kynisme i hans sange, men han formåede at komme ud til et langt større publikum med popmusik, som både BBC kunne spille, og som pladeforretningerne kunne sælge. | Elvis Costello var anderledes Ganske vist var der mængder af had, opror og kynisme i hans sange, men han formåede at komme ud til et langt større publikum med popmusik, som både BBC kunne spille, og som pladeforretningerne kunne sælge. | ||
Costellos første LP, ''My Aim Is True'', blev en kæmpe-succes hos anmelderne, der her fik en længe ventet kæledægge, en position Costello stort set har beholdt lige siden Det kneb dog stadig med publikums bevågenhed. Den kom dog i fuldt omfang med Costellos næste LP, ''This Years Model'', hvor hans nye backinggruppe blev præsenteret. Fænomenet blev herefter kaldt Elvis Costello and the Attractions. | Costellos første LP, ''My Aim Is True'', blev en kæmpe-succes hos anmelderne, der her fik en længe ventet kæledægge, en position Costello stort set har beholdt lige siden Det kneb dog stadig med publikums bevågenhed. Den kom dog i fuldt omfang med Costellos næste LP, ''This Years Model'', hvor hans nye backinggruppe blev præsenteret. Fænomenet blev herefter kaldt Elvis Costello and [[the Attractions]]. Attraktionerne var den klassisk uddannede pianist [[Steve Nieve]], [[Bruce Thomas]] på bas og [[Pete Thomas]] på trommer, alle bragende dygtige musikere Elvis begyndte en flittig turnévirksomhed, populariteten voksede, og hittene kom fra Costellos hånd som skidt fra en spædekalv. | ||
Den tredie LP, ''Armed Forces'', blev en kæmpesucces. Man kan finde den i ethvert hjem, hvor blot en person har interesseret sig for musik de sidste ti år — altså rockmusik. Jeg har set den stå side om side med alt fra Irsk folkemusik til | Den tredie LP, ''Armed Forces'', blev en kæmpesucces. Man kan finde den i ethvert hjem, hvor blot en person har interesseret sig for musik de sidste ti år — altså rockmusik. Jeg har set den stå side om side med alt fra Irsk folkemusik til Røde Mor. ''Armed Forces'' er en herlig popplade, som røg ind på hitlisterne og gødede jorden for Costellos anden USA-turné. Costello var på dette tidspunkt allerede temmelig populær i staterne, men på den anden turné gik det galt. Elvis kom op at skændes med Stephen Stilis og et par andre på et værtshus. Fuldt opsat på at provokere så meget som overhovedet muligt, kom Elvis med nogle helt vilde udtalelser, der slap ud til pressen og skadede hans popularitet i USA i årevis, selvom der blev givet en offentlig undskyldning Elvis gik under jorden i en længere periode og opret-tede i mellemtiden sit eget pladeselskab, F-Beat Records, og forsøgte sig som placeproducer for [[The Specials|Specials]] og [[Squeeze]]. | ||
Det næste, man hørte fra Costello og attraktionerne, var LP'en ''Get Happy'', 20(!) oplagte, svingende sange fra en Costello i topform. ''Get Happy'' viste Elvis Costellos glæde for soulmusik og er måske et af de mest vellykkede eksempler på hvid soul. | Det næste, man hørte fra Costello og attraktionerne, var LP'en ''Get Happy'', 20(!) oplagte, svingende sange fra en Costello i topform. ''Get Happy'' viste Elvis Costellos glæde for soulmusik og er måske et af de mest vellykkede eksempler på hvid soul. | ||
Hurtigt efter kom ''Trust'', som ligeledes er udmærket, men man fornemmer en rådvild Costello. Han læner sig ind over adskillige genrer, men når ikke rigtigt i bund, og pladen virker en smule overfladisk. Men selvfølgelig er her perler som sangene | Hurtigt efter kom ''Trust'', som ligeledes er udmærket, men man fornemmer en rådvild Costello. Han læner sig ind over adskillige genrer, men når ikke rigtigt i bund, og pladen virker en smule overfladisk. Men selvfølgelig er her perler som sangene »[[Shot With His Own Gun]]« og »[[Clubland]]«. Herefter gik der lang tid, inden det næste udspil fra Costello, men dette chokerede til gengæld de fleste af Costellos fans, ja, faktisk hele Rockscenen Elvis Costellos svaghed for Country & Western kammede fuldstændigt over. | ||
LP'en ''Almost Blue'' blev indspillet i Nashville, Tennessee og indeholdt udelukkende standards i Costellos dybfølte og indlevede versioner. Eksperterne var fuldstændigt i vildrede, men efterhånden står ''Almost Blue'' som en sikker klassiker i Costellos store produktion. Men i 1981 raslede Costellos popularitetskurve nedal mod bunden. Han solgte simpelt hen ikke, og selv svorne tilhængere tvivlede på Costellos karriere som popsanger. I 1982 udkom så, hvad der nu står som Elvis Costello and the Attractions hovedværk, ''Imperial Bedroom'', en LP med gudsvelsignede melodier og knivskarpe og geniale tekster. Costello var vågnet og skiltede med sit kæmpetalent igen Den næste plade, ''Punch the Clock'', var en videreudvikling af sangene fra ''Get Happy'' — soulinspire-rede sange med Costellos pisk over sig Medvirkende var the TKO Horns, der løftede pladen op til en virkelig svinger. | LP'en ''Almost Blue'' blev indspillet i Nashville, Tennessee og indeholdt udelukkende standards i Costellos dybfølte og indlevede versioner. Eksperterne var fuldstændigt i vildrede, men efterhånden står ''Almost Blue'' som en sikker klassiker i Costellos store produktion. Men i 1981 raslede Costellos popularitetskurve nedal mod bunden. Han solgte simpelt hen ikke, og selv svorne tilhængere tvivlede på Costellos karriere som popsanger. I 1982 udkom så, hvad der nu står som Elvis Costello and the Attractions hovedværk, ''Imperial Bedroom'', en LP med gudsvelsignede melodier og knivskarpe og geniale tekster. Costello var vågnet og skiltede med sit kæmpetalent igen Den næste plade, ''Punch the Clock'', var en videreudvikling af sangene fra ''Get Happy'' — soulinspire-rede sange med Costellos pisk over sig Medvirkende var the TKO Horns, der løftede pladen op til en virkelig svinger. | ||
Line 34: | Line 32: | ||
Samtidig åbnede Costello sig over for pressen efter næsten 4 års tavshed og gav nogle interviews, der vidnede om et kolossalt engagement og et enormt vid. I det hele taget stod Elvis frem, som et enormt sympatisk menneske. | Samtidig åbnede Costello sig over for pressen efter næsten 4 års tavshed og gav nogle interviews, der vidnede om et kolossalt engagement og et enormt vid. I det hele taget stod Elvis frem, som et enormt sympatisk menneske. | ||
Desværre var hans næste LP ''Goodbye Cruel World'' ikke af sædvanlig standart. Inspirationen synes at mangle, og pladen virker uoplagt og ufærdig Der synes at være problemer med den uhyre loyale backinggruppe The Attractions. En del gæstmusikere, som fx Darryl Hall og Green medvirker, men pladen virker som et tilfældigt sammenskrab af brokker fra Costellos skrivebordsskuffe. Efter ''Goodbye Cruel World'' skulle der faktisk gå 2 år, inden der kom nyt fra Costellos hånd. I mellemtiden har rygterne svirret Der har været rygter om lallende alkoholisme, men det meste af al snakken synes at være pressesladder. Ganske vist har Costello produceret plader for the Pogues, og man kan sikkert ikke undgå en salig brandert i ny og næ i det selskab, men det ser hvert fald ikke ud til at have svækket Costellos sangskrivertalent. | Desværre var hans næste LP ''Goodbye Cruel World'' ikke af sædvanlig standart. Inspirationen synes at mangle, og pladen virker uoplagt og ufærdig Der synes at være problemer med den uhyre loyale backinggruppe The Attractions. En del gæstmusikere, som fx [[Daryl Hall|Darryl Hall]] og [[Green Gartside|Green]] medvirker, men pladen virker som et tilfældigt sammenskrab af brokker fra Costellos skrivebordsskuffe. Efter ''Goodbye Cruel World'' skulle der faktisk gå 2 år, inden der kom nyt fra Costellos hånd. I mellemtiden har rygterne svirret Der har været rygter om lallende alkoholisme, men det meste af al snakken synes at være pressesladder. Ganske vist har Costello produceret plader for [[the Pogues]], og man kan sikkert ikke undgå en salig brandert i ny og næ i det selskab, men det ser hvert fald ikke ud til at have svækket Costellos sangskrivertalent. | ||
Den nye plade ''The King of America'' er et fuldbyrdet bevis på, at Elvis er konge, og at han er tilbage igen The Attractions er næsten helt ude af bageriet, de medvirker kun på et enkelt nummer | Den nye plade ''The King of America'' er et fuldbyrdet bevis på, at Elvis er konge, og at han er tilbage igen The Attractions er næsten helt ude af bageriet, de medvirker kun på et enkelt nummer »[[Suit Of Lights|Suits of Lights]]« Derimod medvirker [[T-Bone Burnett]] og [[James Burton]], som bestemt er et par interessante herrer. Desuden medvirker [[David Hidalgo|David Hilgado]] fra [[Los Lobos]] og trommeslageren [[Jim Keltner]], som jo er en gammel rod i amerikansk Rock. | ||
''The King of America'' er en moden plade fra en afklaret kunstner. Musikken er afdæmpet og spartansk. Her er ingen overflødige arrangementer. og det er lige før, sangene virker nøgne deres enkelthed. Teksterne har næsten overordnet betydning. og af og til glemmer man helt musikken. En enkelt gammel traver | ''The King of America'' er en moden plade fra en afklaret kunstner. Musikken er afdæmpet og spartansk. Her er ingen overflødige arrangementer. og det er lige før, sangene virker nøgne deres enkelthed. Teksterne har næsten overordnet betydning. og af og til glemmer man helt musikken. En enkelt gammel traver »[[Don't Let Me Be Misunderstood|Don't Let Me Misunderstood]]« leveres i en sej version, der bringer [[Joe Cocker]] i tankerne. Costello er blevet voksen og har droppet sit kunstnernavn og hedder igen Declan Patrick MacManus og er stadig en af de mest betydningsfulde kunstnere i rocken overhovedet. En engageret og kritisk nutidspoet og troubadur af samme klasse som fx. [[David Bowie]]. Costello/MacManus er tidløs og har altid været interessant, ligegyldig hvilken retning han har følt trang til at undersøge og afprøve Costello har udtalt for nylig, at han havde trang til at være alene og ikke være bundet af at skulle skrive sange til sin gruppe, The Attractions. | ||
Jeg må indrømme, at jeg savner The Attractions på den nye plade. Attractions er suveræne håndværkere og The King of the Keyboard Jungle, Steve Nieve, savnes i høj grad. Men forhåbentlig får Costello/MacManus stablet en gruppe på benene og kommer på tourne, Danmark inklusive. | Jeg må indrømme, at jeg savner The Attractions på den nye plade. Attractions er suveræne håndværkere og The King of the Keyboard Jungle, Steve Nieve, savnes i høj grad. Men forhåbentlig får Costello/MacManus stablet en gruppe på benene og kommer på tourne, Danmark inklusive. |
Revision as of 12:26, 24 September 2015
|