All I ever want is just to fall into your human hands
Det er svært at sige, hvorfor nogle plader bliver hængende år ud, år ind, i modgang og til fest.
Måske blot fordi de rummer linier som ovenstående, taget fra sangen "Human Hands," på Elvis Costellos '82 mesterværk Imperial Bedroom. Pladen har ihvertfald fulgt mig lige siden — først som et stadigt mere blankslidt kassettebånd, senere som en idag totalt opslidt LP og i øjeblikket som CD, hjembragt fra Paris.... Disse minder.
Som alle de lørdag formiddage med bankende hjerne, der ikke var rigtige uden at have hørt side 2 for fuldt knald. Som disse smukke, ensomme og vemodige branderter i godt selskab med store arrangementer, ofte uforståelige ord, totalt gulvtæppevæktrækkende betragtninger — og så stemmen, så fyldt med levet liv.
Det er det der med hænderne — at han ikke bare vil krybe ind i armene på hende og omfavnes, men virkelig trænger dybt til en berøring af noget menneskeligt, noget ægte, noget virkeligt og tilstedeværende i en grum, af og ti! uvirkelig og som oftest flimrende, fraværende og umenneskelig verden.
Sådan er Costello oftest som sanger og sangskriver og har været det, siden han som den lille vrede Buddy Holly lignende mand debuterede med My Aim Is True — en titel, der holder som et rimeligt udsagn for den karriere, der har været en af 80'ernes væsentligste.
På min egen private Top 3 står han på linie med John Lennon og Jim Morrison — mennesker og musikere med overskud til at tage livtag med verden og generøsitet og talent til at dele det med os i sangene. Med Lennon som søn af uskylden og mulighederne, Morrison som søn af visheden om noget andet, noget større og Costello som søn af sammenbruddet.
Og som de to andre er Costello også visionær, sky, satirisk, grum, selvretfærdig, stolt, bitter, begejstret og blå — når han er bedst, og aldrig uinteressant, selv når han er dårligst. Og så har han den der aura af ubestikkelighed, No Compromises & jeg vil skide jer alle sammen en hatfuld hvis det passer mig, som alt for tit er postulater og attituder i moderne rock 'n' roll.
Giv mig bare alle mine Costello plader med til den ode ø — og jeg vil stadig være optaget af dem, når civilisationen, eller hvad det nu er vi lever i, også når derud.
PS. Nye lyttere bør ikke begynde her — men f.eks. med opsamlingsalbummet Girls Girls, der netop er udkommet.
|