Elvis Costello kommer for femte gang til Roskilde efter sin måske bedste plade hidtil. Genforeningen med musikerne i sit backing-orkester The Attractions og dermed en tilbagevenden til en mere tæt og direkte rocklyd klæder Costellos knivskarpe sarkasme og slidstærke melodier på pladen Brutal Youth, der blev udsendt i marts i år.
Albummet blev optaget i det lille Pathway Studio i London, hvor Costello indspillede sin allerforste plade, og de usædvanligt fine sange, hvor flere er lavet førstegangs-optagelser, kredser om ungdommen. Ikke nodvendigvis Costellos egen — han er til gengæld en glimrende historiefortæller om et mor-datter-forhold i "Pony St.," ung vold i "Kinder Murder" og en sær overlevelsesevne på trods og humoristisk distance i "Just About Glad."
Elvis Costello har for nylig gennemgået sit indspillede materiale i forbindelse med en genudgivelse af det hele. Den proces, sammen med Costellos lyst til hele tiden af skifte udtryk — han har på sine nu atten albums både været omkring country, folk, jazz, strygekvartet, punk, pop, rock og soul — har været afgørende for hans tilbagevenden til The Attractions og et mere umiddelbart udtryk. Men absolut ikke unuanceret.
Costellos Brutal Youth er et glimrende bevis for, at rockmusikere ikke behøver at brænde ud, når de nærmer sig de fyrre. Tværtimod har Costello formået at forstærke udtrykket og udvide sit register hele vejen gennem karrieren.
-Brutal Youth er en plade med aggressiv lyd, men den kunne umuligt være lavet af en 22-årig. Dertil er sangene for komplicerede og vinklerne for mange. Det forhindrer mig ikke i at skrive vrede sange, at jeg er blevet 39, men jeg skriver også romantiske, sentimentale, selvbiografisk dokumenterende og debatterende, forklarer Costello selv.
Costello har ikke spillet med The Attractions siden midten af 80'erne. Men genforeningen af "superbandet" hverken lyder eller ligner et marketingstræk i en kunstnerisk krise. Processen med at bringe gruppen sammen blev ganske naturligt bestemt af de sange han skrev, fortæller den bebrillede intellektuelle sanger, sangskriver, producer og guitarist.
Costello havde lavet nogle demo-indspilninger i Pathway Studiet sammen med trommeslageren Pete Thomas og kunne så høre der var brug for lige netop Steve Nieve (keyboards), Bruce Thomas (bas) og Nick Lowe (bas), for at få sangene til at leve.
Costello kommer til Roskilde med The Attractions midt i en tre måneder lang turne, der begyndte den 4. maj i Canada.
|