|
Kærligheden fra publikum var til at tage og føle på, da Elvis Costello efter to og en halv times leg, kunst og demonstration af stor musikalitet endegyldigt forlod scenen på et tidspunkt, da siddepladsidéen i Ringsted Teater- & Kongrescenter for længst var gået fløjten. I takt med en times løsslupne ekstranumre myldrede folk i stedet fra både tribune og balkon bagerst i den næsten udsolgte sal op til gulvet foran scenen.
Mange blandt publikum, der talte flere rocksangere og en tidligere fodboldlandsholdsmålmand, den musikglade OB’er Lars Høgh, havde taget turen til Midtsjælland langvejs fra. Og de blev ikke skuffet af den 49-årige englænder, der leverede "good value for money og extreme honey" på en efterårs lørdag aften. 900 mennesker sagde for en stund "goodbye cruel world", selvom kærligheden som overordnet tema blev præsenteret på både godt og ondt.
Blot akkompagneret af sin trofaste samarbejdspartner fra The Attractions, "Professor" Steve Nieve, på piano førte den syngende og guitarspillende Elvis Costello stilfuldt sine mange fans rundt i ældre og primært nyere sange fra sin enorme sangskat.
Begge var klædt helt i sort på en enkel scene med et sort piano og sort bagtæppe, hvor Costello i front og Nieve tilbage til venstre på scenen ved pianoet indledningsvis blot var badet i to ubevægelige, hvide lyskegler fra oven.
Lyden var fremragende, og det lange sæt, der på forhånd kunne frygtes for langt med det seneste album North's svingende kvalitet in mente, næsten fløj af sted. De nye numre præsenterede sig langt bedre i dette sparsomme arrangement, end de gør klistret til med strygere på albummet, og der blev samtidig vekslet intelligent mellem de helt afdæmpede jazzsange og ældre rockere med både fart og støj på guitaren. En understregning af Elvis Costellos mange facetter fra folk'et singer/songwriter over elektrificerende punkrocker til intens jazzcrooner og klassisk nyskaber.
Teknisk er han ikke den mest velpolerede sanger, men han er både udtryksfuld og kraftfuld, og i "This House Is Empty Now" sang han så inderligt, at ensomheden føltes nærværende selv med 900 mennesker omkring sig. Og det er intet mindre end imponerende, når han i nogle af numrene synger salen op uden brug af mikrofon. Samtidig var der plads til masser af leg på scenen, og publikum blev draget med ind i flere numre. For eksempel i et af aftenens højdepunkter, "God's Comic" om den sjove Gud, der blev introduceret som en kvinde, som læser Cosmopolitan, ser Sex In The City og spiller singleplader på vinyl.
"They still love vinyl in heaven," sagde Elvis Costello og satte gang i publikumsfavoritten, der under trampen i gulvet gled over i "This Is Hell" i en af mange velfungerende overgange – enten tematisk som fra Gud til helvede eller ganske enkelt med et godt flow.
Tydeligst demonstreret i det sublime ekstranummer "Deep Dark Truthful Mirror," der havde inkorporeret Motown/The Miracles-klassikeren "You've Really Got A Hold On Me" med den skønne linje "I don't like you, but I love you."
I løbet af koncerten nåede han og Steve Nieve, der med kropssprog som en koncertpianist spillede levende og følelsesladet på pianoet, igennem alle 11 sange fra North, og det var decideret i overkanten af det optimale. Da blev der trukket store veksler på publikums kærlighed, og nogle af de nyere ekstranumre føltes således aldeles overflødige på en ellers opløftende aften.
Elvis Costello er som søgende kunstner nået vidt omkring i sin karriere på et kvart århundrede. Et så sparsomt arrangement er farligt, men Costello magter det, og selvom han måske ikke er en dylansk poet, har hans sangskrivning har mere nærvær end de fleste. Og det er en understregning af klasse, at han uden problemer kunne udelade perler "Alison" og "Watching The Detectives."
| 
