|
Som så mange andre ærkeengelske sangere og komponister har Elvis Costello amerikansk musikblod i årerne. Sådan er det bare. Fra The Beatles til The Jam, fra The Who til The Clash har Amerika leveret rødderne, som kunstnerne har omformuleret til et personligt sprog med en lokal accent.
På The Delivery Man vender Elvis Costello for alvor tilbage til dette musikalske fundament. Væk er alle antydninger af opera, easy listening, jazz m.m., som ellers har optaget ham de seneste år. Erstattet af 13 rå og cool rocksange med stærk forbindelse til Sydstaternes blues, country og soul. Spillet både nænsomt og muskuløst af The Imposters med bl.a. Pete Thomas og Steve Nieve fra The Attractions på trommer og klaver.
Lydmæssigt peger albummet tilbage til Elvis Costellos i mine ører fineste øjeblikke, countryalbummet Almost Blue (1981), americana-perlen King Of America og den nøgne, næseblodsfremkaldende Blood & Chocolate (begge 1986). Tre album, hvor melodierne havde sjæl, og Elvis Costellos tekster balancerede smukt mellem kærlighedssange og kyniske knytnæveslag.
Fortolker sig selv
Elvis Costello spiller selv guitar på albummet, og det gør han med sjældent hørt energi. De seneste pladers skønmaleri er erstattet af en direkte attitude, som får de hurtige rocknumre til virkelig at skinne.
Bedst er dog balladerne. Elvis Costello er bl.a. så venlig at give sine egne fortolkninger af et par sange, han har skrevet til nogle af sine forbilleder. Det gælder den dramatiske The Judgement, som han og ekshustruen Cait O'Riordan leverede til soulbjerget Solomon Burke og ikke mindst Either Side Of The Town, som Elvis Costello komponerede sammen med Jerry Ragovoy til kultsangeren Howard Tates comebackplade i 2003.
På The Delivery Man er særligt sidstnævnte et højdepunkt i klassisk soulsnit og med et omkvæd, der presser Elvis Costello til at yde sit ypperste som sanger.
Med til at hæve albummet er også to rendyrkede, pedalsteel-kolorerede countryballader, Heart Shaped Bruise og The Scarlet Tide, hvor Elvis Costello tror, han er Gram Parsons og har fået overtalt Emmylou Harris til at synge duetvokalen. Det er brillant i al sin gammeldags Nashville-enkelhed.
Også Lucinda Williams dukker op og giver den stædigt rockende There's A Story In Your Voice et skud af sin sylespidse stemme, og på den måde hjælper alle de stærke amerikanske musiktraditioner endnu en gang den engelske verdensmand med at finde melodien.
| 
