|
»D. P. Costello fra Whitton, Middlesex, — det er din tur til at være Rock 'n' Roll-musikkens Fremtid!«
Opfordringen var sat med fede typer, avisen hed New Musical Express, og i det øverste højre hjørne på siden stod datoen: 27, august, 1977. Rock-journalisten Nick Kent havde scoopet det første interview nogen sinde med den kun 22-årige sanger, guitarist, komponist of tekstforfatter Declan Patrick MacManus, — eller som han foretrak at blive kaldt: Elvis Costello.
Ved et utroligt tilfældes kynisme faldt dette, Costellos første møde med rock-pressen i London, sammen med den anden Elvis' sidste møde med pillerne og sprutten i Memphis, Tennessee. Og dermed var den unge englænders karriere allerede fra starten omgærdet af en vis kontroversialitet.
Det var selvfølgelig også lige tiden til at være kontroversiel. I år '77 var England hærget af punk, og medierne havde for længst indledt en støjende klapjagt på alt, hvad der blot lugtede en lille smule af oprør. Enhver kortklippet knægt, der stod i en garage og spilled rockmusik med tre akkorder, var sikret både pressens og pladeselskabernes bevågenhed, og Andy Warhols gamle profeti om, at hvemsomhelst kunne blive stjerne i et kvarters tid, havde længe set un til at være standard-overskriften i de engelske musikaviser. Another week, another sensation.
På den led faldt Elvis Costello klart i hak. Kents artikel i NME malede et skarpt billede af en hyperinterns og halv-paranoid hep cat, hvis eneste ægte emotioner lod til at være had, hævn og of skyldfølelse. Klassens kloge, men mobbed brilleabe, hvis sociale og private nederlag nu skulle hævnes i hudflettende og velformulerede versefødder.
Og Nick Kents Costello-portræt var helt i tråd med debut-LP'en, der nettop var udkommet på Stiff Records. På coveret af My Aim Is True poserede Elvis i en kalveknæet overdrivelse a fen rock-attitude og hans skæve grimasse ligmede kva et genert svmill, et lænage man ikke kriggede på hans ajne. De ajne, der næsten var skjult lag et par klodsede Buddy Holly-hornbriller, udtrykte en hafalig, hoverende foragt, der næsten gav ny mening til udtrykket »Elvis blikke kvanne dræbe… «
|
