|
Folk forestiller sig altid, at når rockmusikere en sjælden gang lytter til noget andet end rock, så er det sådan noget chokoladeæske-snask. Du ved, Puccini, Tjajkovskij - det storladne, den enorme lyd fra et symfoniorkester. Symfonierne med den tykke, fede lyd«.
Men sådan har Elvis Costello det ikke. Underforstået. Han elsker nogle af Tjajkovskijs sange og Monteverdis tidlige operastil - og den kyske engelske stil fra Dowland og Purcell. Men han er også vild med Carl Nielsens 2. symfoni og med Bruckners senromantiske udladninger.
Elvis Costello læner sig tilbage i kontorstolen, der er placeret midt i Københavns måske mest fotogene interiør i disse dage: et stort øvelokale i Operaen på Holmen, fyldt med instrumenter, der tydeligvis er i brug - et flygel, en cello, en harmonika, et par tubaer, en mandolin henslængt på en taburet.
Længst ovre ved døren et scrittoir, et skrivemøbel nærmest i renæssancestil, bladguld og guldalder og i én pærevælling. Et bord proppet med Pringles, appelsinvand, teblade, kold kaffe i glaskande. Nutella. En pjece med påskriften: 'Welcome to the Royal Danish Opera'.
Det er jo derfor vi ikke snakker om sen-70'erne og punken. Om rockens frisættende energi. Eller om den nylige 11 måneder lange turné med the Imposters.
51-årige Costello, der sidder der i tætsiddende sort jakkesæt og med et kapow-grønt slips, i solbriller, som han kun tager af to gange i løbet af halvanden time for gnide sig i øjnene - 51-årige Costello er i København for at præsentere en opera, han har skrevet.
Et eller andet sted skulle det bare mangle: han har lavet plader med easylistening-fænomenet Burt Bacharach, med mezzosopranen Anne Sofie von Otter, med jazzmusik ud over alle bredder, med Brodsky Quartet - og senest en ballet for Aterballetto i Italien.
»Men det er mig, ja - det er den samme mand, der laver al den musik«. Og, underforstået igen: måske er musikken ikke så hulens forskellig fra gang til gang, bare fordi genren og konteksten er nogle andre.
»Hvad skulle problemet være med både at kunne lide Stravinsky og Slade?«.
Eller Sweet ...?
»Nejnej, Slade!«, insisterer han. »Slade!«, kommer det igen med eftertryk. Elvis er også fra den tid, da enhver teenager med respekt for sig selv skulle tage entydig stilling til, om Slade eller Sweet var det bedste popband.
Opera og opera
Elvis Costellos opera tager udgangspunkt i H.C. Andersen og hans betagelse af den svenske operadiva Jenny Lind, og den følger sågar hendes rejse til USA uden Andersen, hvor impresarioen P.T. Barnum køber hende til en turné, der varer to år.
'Følger' er så meget sagt, for værket fortælles ikke lineært og er i det hele taget så lidt 'opera' ud fra nogen konventionel betragtning, som tænkes kan.
»Den er en serie af monologer, hvor jeg synger både Andersen og Barnum, og operasangerinden Gisela Stille er Jenny Lind. Folk klæder sig ikke ud som albanere og den slags«, siger Costello med henvisning til en central dramaturgisk manøvre i Mozarts 'Così fan tutte', »og her er ingen forbyttede børn eller vikingekvinder i hjelme eller i læderoutfit, som det vist er blevet moderne i Wagnerforstillinger i dag. Og der vil heller ikke være 7.000 statister til at byde Jenny Lind velkommen til New York ...«.
Hvordan så med ...
»... Ligesom de heller ikke pludselig«, overtrumfer Costello og hæver stemmen, »befinder sig på et dampskib, der langsomt materialiserer sig fra bagkanten af scenen og glider frem og ... Ikke for dét, det kunne garanteret godt lade sig gøre lige netop i det her teater«.
Det kunne det så næppe, for Costellos 'Secret Songs' opføres i Operaens intimscene Takkelloftet og ikke på den store scene.
Det er beroligende at tale med Elvis Costello om H.C. Andersen, for han har læst lektier i månedsvis, om bord på tourbussen og på hotelværelset. Han ved virkelig meget.
»Jeg har læst flere Andersenbiografier, og mange mennesker, som vidste, at jeg var i gang med 'Secret Songs', har sendt mig materiale om ham, de seneste forskningsresultater og sådan. Jeg ser Andersens eventyr som meget selvbiografiske, de handler jo tit om outsidere, der kommer til ære og værdighed. Andersen var jo morderligt bevidst om sig selv som kunstner, og han fremprovokerede, tror jeg, dramaerne i sit liv, sådan at han ville få anledning til at skrive om, hvor håbløst det hele var.«
»Andersen var jo digter, længe inden han rent faktisk havde lært at skrive. Alt, hvad han foretog sig, gjorde han, inden han faktisk var blevet dygtig nok til at gøre det. Så stærk en fantasi havde han. Han var en meget stærk manipulator, slet ikke den svage, passive mand, nogen har villet gøre ham til. Han var ingen uskyldighed«.
I Danmark har vi længe haft travlt med at diskutere hans seksualitet og hans onanivaner.
»Jeg ville være meget forsigtig med at rubricere Andersen som enten bøsse eller hetero eller aseksuel, alle disse moderne definitioner. Det ville kræve, at vi helt igennem forstod Andersens samtid og vidste, hvad man anså for acceptabelt og uacceptabelt. Mænd havde jo nogle ekstremt følelsesladede forhold til hinanden, som vi i dag måske bedømmer lidt for fordomsfuldt.«
»Andersen havde det med at lade sig besætte af både mænd og kvinder, og ud fra, hvad jeg har læst, tyder det på, at han valgte disse objekter for sin besættelse ud fra, om de kunne risikere at komme til at true ham selv på seksualiteten. Hvis Jenny Lind havde reageret positivt på hans kurmageri, er det ikke godt at vide, hvordan han havde reageret. I Italien, hvor han rejste rundt, blev han tilbudt piger og unge drenge, og han løb altid skrigende bort«.
Fakkeltog fra Odense
'Secret Songs' tager ikke stilling til Andersens seksualitet, og der bliver ingen onani-krydser placeret listige steder i scenografien, som anmelderne vil kunne udlægge i mandagsavisen.
»Der bliver ikke noget af det, bare rolig. På den måde bliver 'Secret Songs' i den grad en familieforestilling. Der er ingen grund til, at folk fra Odense begynder at marchere i lange kolonner og med brændende fakler mod Det Kgl. Teater på grund af noget, jeg har gjort. Jeg er ikke så fascineret af Andersens natlige vaner som så mange andre. Det er en meget moderne fascination, og forfatterne kappes jo om at udråbe snart den ene, snart den anden berømthed til bøsse i disse år. Det er fint med mig, hvis Andersen var det, og fint hvis han ikke var det. Jeg synes, det er ligeså urimeligt at definere folk efter deres seksualitet som efter deres race«.
»På en måde ville jeg være mere fristet af at begynde en fortælling med den seng, Andersen sov i som barn. Den var tømret sammen af noget træ, som var for dårligt til at blive brugt til ligkister, og jeg mener ... Altså, så kan man tale om rigeligt med materiale for fantasien, både hans og vores ... Men på mange måder var det jo en meget mørkere verden end vores. Skidtet lå og flød i Københavns gader og ... Da Andersen første gang kom til København fra Odense, befandt han sig pludselig i en voldsom folkemængde, og han troede, der var tale om en fejring af en art, men faktisk var en folkelig hetz mod jøderne«.
Dødspolka, hmmm ...
Meningen var egentlig, at Costello ville have bygget sin H.C. Andersen-opera op omkring Andersens månedlange besøg hos Charles Dickens og hans familie i London:
»Men der var ikke nok kød på den. De måneder gik med, at ingen i Dickens-familien forstod, hvad Andersen talte om, fordi det engelsk, han troede han talte, slet ikke lignede engelsk. Så der var meget stille hjemme hos Dickens. Måske kunne Harold Pinter skrive et stykke over det, et stykke med laaange pauser«.
Når alt er sagt og gjort, har du så fundet ud af, om du kan li' personen Andersen - eller ej?
Elvis Costellos pause er nu så lang, at jeg er tæt på at føle mig forulempet af rent patriotiske grunde.
»Jeg ...«, og Costello snupper sætningen af. »Jeg ... Han ... Det er umuligt for en person i dag at forestille sig, hvordan det ville være at kende en som H.C. Andersen. Det er så frygtelig længe siden, at han levede, og man kan ikke bedømme ham uden at kende hans samfund. Såeh ...«.
Fortæl mig: findes der én genre inden for musikken, som du aldrig ville røre med en ildtang?
»Jaaaaa«. Elvis Costello sidder lidt, han fingererer ved solbrillerne. »Det er der da. Hvordan, dødsmetal, det har jeg vist lavet. Jeg har den: dødspolka! Det ville jeg aldrig røre ved!«.
Men når han først har sagt ordet, er det alligevel som om ... Dødspolka ... hmmm.
Coming soon to a record store near you!
Fakta
Elvis Costello og band (Steve Nieve, Bebe Risenfors, Bent Clausen og Amit Sen) opfører 'Secret Songs' i Takkelloftet i Operaen lørdag og søndag, og mandag spilles de i Musikhuset Aarhus.
| 
