|
Siden Elvis Costello som vred ung mand debuterede med My Aim Is True i 1977, har han været rundt om et utal af musikalske genrer inklusive jazz og klassisk. Den musikalske nysgerrighed og appetit har været nærmest umættelig. Men i sin musikalske løbebane er han altid vendt tilbage til udgangspunktet med passende mellemrum, og med hans trofaste backingband The Imposters er der altid garanti for en gang ilter rock’n’roll.
The Boy Named If er Elvis Costellos 32.(!) studiealbum, men det vil være synd at sige, at trætheden er ved at indfinde sig. Albummet er et af de mest veloplagte i mange år fra hans hånd, hvilket ikke mindst skyldes, at der tones rent flag ved at holde sig tæt op ad traditionen og det udtryk, som han hårdest dyrkede i starten af karrieren. Der er derfor absolut intet nyt under solen, men man skal lede længe efter et rockalbum med så heftig tænding, som det er tilfældet med The Boy Named If.
Albummet åbner med den 50’er-agtige ”Farewell, Ok” med hamrende tangenter og fart over feltet. Den er en Bo Diddley værdig, og Elvis Costello skrigsynger på den fede måde. Så er vi ligesom i gang, og selvom resten af albummet ikke fortsætter i 50’erne, er der sendt en utvetydig hilsen til rockens oprindelse. Og det er i høj grad Steve Nieves veloplagte keyboard- og tangentspil, som er med til at tegne en mere fuldfed rock’n’roll, som i den stærke titelsang. The Imposters er ganske enkelt fremragende på albummet, hvor Costellos rastløse guitar får den perfekt ramme til at folde sig ud i.
Helt hvordan Elvis Costello mønstrer denne uudtømmelige energi, kan være lidt af en gåde, og han synger stadig overbevisende og har en perfekt timing i vokalen. Ingen er i tvivl om, at dette er Elvis Costello.
Det buldrer herligt i den uprætentiøse ”What If I Can’t Give Anything But Love?”, hvor hans fornemmelse for vokalharmonier slår igennem samtidig med, at guitaren støjer og rumsterer. Nu er han også en balladens mester, og i ”Paint The Red Rose Blue” er det klassisk Elvis Costello, hvor han er i sit følsomme hjørne. Og ”Magnificent Hurt” er bare sindssygt catchy i sin rene form.
Elvis Costello & The Imposters gør alt det rigtige på albummet, der fremstår med en smittende friskhed. Man må sige, at der her er liv i de gamle, hvor det hele får et gevaldigt afsæt af den præcise og hårdtslående Pete Thomas på trommer, mens Davey Faragher lægger den skridsikre bastone. Dette er ufortyndet rock’n’roll.
|
