|
Havde man været pissesur efter et formålsløst skænderi med sit livs lys og tilmed fået samtlige ben forkert ud af sengen, kunne man måske godt finde på at antyde, at denne Elvis Costello - hvis forældre i sin tid velsignede ham med det noget mindre fængende rockstjernenavn Declan MacManus! - var lidt nærig med sig selv lørdag aften i Store Vega. Og havde man oveni det haft susen for ørerne, mavesmerter og problemer med vandladningen, er det ikke utænkeligt, at man havde forladt spillestedet i samme usle tilstand, som da man artigt indfandt sig ved ottetiden.
Mødte man derimod op i en stemning og tilstand, der blot tilnærmelsesvist matchede selve begivenheden, var det svært ikke at gå endog overmåde opløftet fra mødet med en både generøs, oplagt og intens Elvis Costello, der i løbet af to en halv time kastede pænt over tredive sange i grams for et taknemmeligt, lydhørt - således var der under fremførelsen af de (alt for) få hudløse ballader, det blev til, næsten chokerende stille i salen - og tændt publikum, der åbenlyst var kommet for både at nyde og hylde denne nørdernes gennemmusikalske konge.
Det tog Costello og hans tre pragtmusikere i alt fire numres tid at finde formen, hvilket skete i en så rødglødende udgave af den stadig vitrioldryppende "Radio Radio," og så gik det ellers gerade auf - uden overflødig snak eller meget mere end ti-tolv sekunder mellem hvert nummer. Det var næsten naivt at tro, at en mand med så mange sange på samvittigheden som Costello - og vi taler altså tusindvis af slagsen! - skulle ramme plet med nogle af undertegnedes favoritter, men eftersom det faktisk lykkedes op til flere gange, ville begejstringen ingen ende tage.
Elvis Costello har været på banen siden 1977 og har siden udsendt talløse albums i et hav af genrer - fra den onde-ste protopunk over flæbecountry og kammermusiceren til prætentiøse orkesterstykker! - men i denne ombæring gjaldt det først og fremmest sidste års fortrinlige The Delivery Man, hvor den alsidige nordenglænder giver sit dybt personlige bud på tidens store subtrend, kaldet enten new depression, Americana eller country, alt efter temperament.
Imposante ordkaskader
Ingen tvivl om at Elvis er i grum topform på The Delivery Man, som fair nok fik rigelig eksponering aftenen igennem, men ikke desto mindre besidder manden et af rockens rigeste og mest omfangsrige sangkataloger og der blev heldigvis også mulighed for at stifte bekendtskab med diverse højdepunkter derfra. Blandt de præstationer, det skal blive skønt at kede børnebørnene til tårer med, var således en unikt strømførende "Watching The Detectives," aftenens største enkeltstående øjeblik, selvom en nøgen og nøgtern læsning af den suveræne ballade "Shipbuilding" ikke lå mange my derfra. Og vi skal også sent glemme en gni-strende "Pump It Up," en medrivende og elegant omarrangeret "(I Don't Want To Go To) Chelsea," en overraskende trofast udgave af "Blame It On Cain," en træfsikker "Oliver's Army" og en ren tour de force holdindsats på "Uncomplicated."
Skal undertegnede være lidt kritisk over for værket som helhed, bør det nævnes, at Costellos sange hører til blandt nogle af rockens ordrigeste, hvilket ikke altid giver hverken musik eller musikere mulighed for hverken at strække ud eller ligge og svuppe i groove, hvad de ellers gjorde til ug i de få øjeblikke, hvor Costello lige stoppede ordstrømmen et øjeblik. Men er han ingen stor sanger, får han for det første det maximale ud af, hvad naturen nu har skænket ham, for det andet passer hans organ perfekt til hans sange og for det tredje er han en uhyggelig god tekstforfatter, der virkelig får sine imposante ordkaskader ud over rampen. Det skadede bestemt ikke sagen, at lyden var suveræn og det derfor var stort set muligt at høre og forstå hvert et ord, der blev sunget. Så man skulle saftsusende være et skarn, hvis man ikke taknemmeligt udbrød, at "the King of Rock might be dead, but Elvis lives!!"
|
