|
Det har helt sikkert gjort ondt at være H.C. Andersen. Det har også gjort ondt at opleve 200 års-fejringen af ham. Ikke mindst hvordan mindre værdige musikere er blevet smurt ud over digteren som billig salgslak. Tina Turner og Jean-Michel Jarre mistede for eksempel det sidste af deres kant i 80'erne, mine damer og herrer. De befinder sig i deres kunstneriske atomvinter i år. Men helt anderledes forholder det sig med den aktuelle H.C.A.-fortolker, Elvis Costello. Han nyder en lang kunstnerisk indian summer, hvor han ganske vist ikke blænder med samme gnist, som da han toppede i midten af 80'erne, men han brænder stadig med en ærværdig glød, som oplyser stort set alt, han kaster sig ud i.
Ikke fuldendt sangcyklus
Og det skorter ikke på udspring fra timetervippen: Country, easy listening, rock'n'roll, jazz, irsk folkemusik, kammermusik, partitur til symfoniorkester. Der tegner sig en lang og multifacetteret bevægelse for Co-stello fra new wave-mester og americana-fortolker op gennem 70'erne og 80'erne, hvor et socialt raseri blødte igennem i sange, der bl.a. dissekerede fascisme og lovede dans på Thatchers grav. Og herfra rundt i utallige genreudflugter, der leder op til nutidens designerbebrillede elegantier, der modtages med åbne arme på alskens parnasser. En udvikling der nu har bragt den tidligere magtkritiker i armene på selve den femte statsmagt, hr. Mc-Kinney Møller, i hans, undskyld folkets Opera, hvor Costello lørdag og søndag præsenterede ti sange fra The Secret Songs. En endnu ikke fuldendt sangcyklus om H.C.A.'s styrtforelskelse i operastjernen Jenny Lind, kaldet den svenske nattergal, en serie af tonsatte monologer, som i 2006/2007 skal præsenteres i fuld ornat som kammeropera.
Den britiske sanger og komponist har måske ikke hørt om halløjet omkring Operaen, men han har til gengæld hørt om hurlumhejet i Parken.
"I can assure you, that none of the songs performed tonight have been been sung by Tina Turner," lover han i åbningstalen lørdag aften. Og dér i den enevældige arkitektur byder han dernæst tæppet at løfte sig for at afsløre scenens møblering: Skrivebord med te, vand, fjer, blækhus, anakronistisk PH-lampe og en talerstol påmalet ordene 'King of Humbug', som han indtager i den amerikanske Lind-impresario P.T. Barnums skikkelse. Bag ham fire musikere, der viser at være fremragende og nuancerede meddigtere på kattepoter: Steve Nieve, Bebe Risenfors, Amit Sen, Bent Clausen på flygel, fagot, kontrabas, cello, marimba, orgel, tuba, trompet. Og Costello selv på banjo, ukulele og guitarer. Han er klædt som cirkusdirektør, og han synger Andersens og Barnums partier.
Spag røst
Starten er let famlende, med fejl og en lidt spag røst fra midtpunktet. Der er blevet arbejdet helt op til deadline, og det kan høres. På charmerende vis. Barnum får de første ord, og et kobbersnit blæst op på bagvæggen samt et skilt fortæller os, at vi er i New York 1850. Derfra zapper vi frem og tilbage i tid og sted i kønne, finmaskede, rigt varierede sange, der leger fornemt med markører fra datidig amerikansk og europæisk musikkultur. Vi vugger i et krydsfelt mellem varieté, opera og folkemusik fortolket af en komponist, der smører tykt på uden at virke vulgær, en entertainer, der presser sin finkulturelle rolle ud i både popmelodik og skarp analyse af kompleks død digter: "When I was born and placed upon my parent's bridal bed/Made from timber of a nobleman's unwanted coffin/They say I screamed an endless song."
Costellos stemme af sandpapir fungerer fint som næ-sten bizart behåret kontrast til sopranen Gisella Stilles porcelænsklang, der snart åbenbarer sig som den svenske nattergals formidler og når helt derop og derind, hvor glas sprænger og hjerter falder fra hinanden. Vi distanceforelsker os på bedste andersenske vis - selv om der savnes undertekster til hendes sang. Og i det hele taget er cyklussen af så fintvævet karakter, at tre af de ti sange som ekstranumre byder på en kærkommen, næsten nødvendig mulighed for yderligere fordybelse.
Costello er gået til opgaven med stor respekt og finfølelse, og hans formidling af kærlighedsknuderne er må-ske en kende for forsigtig. Der synes at være en ærefrygtig formidlingspligt i vejen for det helt store kunstneriske sug. Men ikke desto mindre viser The Secret Songs sig lørdag aften som en fin, dybsindig smertestiller i et år, hvor vi har haft ondt i kulturarven.
Elvis Costello, Gisella Stille samt musikere: The Secret Songs. Lørdag, Store Scene, Operaen, København.
Opføres i aften i Musikhuset, Århus.
|
