|
NEW YORK - Tænk amerikanske talkshows. Tænk ulyksaligheder fra Jerry Springer over Jay Leno og Oprah til et spin-off af Jerry Springer, hvor det er ham den store fyr, der plejede at stoppe gæsterne et par minutter efter, at de var begyndt at slås - Steve Wilkos hedder han - der er værten. Og tænk så på noget helt andet.
For med ingen ringere end sanger-sangskriveren Elvis Costello i værtsrollen gik tæppet den 3. december på The Sundance Channel for et nyt talkshow, Spectacle, som onlinemagasinet salon.com i deres anmeldelse beskrev således: "Det her er, hvordan himlen for sangskrivere må se ud. Du vader ind midt i en livlig samtale mellem de to gamle venner, Elton John og Elvis Costello, der er i gang med at diskutere dyderne ved sangskrivning fra Leon Russell til Laura Nyro. Derefter fremfører Costello en skæv, akustisk version af Velvet Undergrounds "Femme Fatale", og Lou Reed slentrer ind for at demonstrere det korrekte riff fra "Sweet Jane" og indrømmer så, at hans hemmelige drøm er at skrive en kriminalroman, der foregår i New York. Senere kommer Tony Bennett, Rufus Wainwright og The Police forbi."
Programmet Spectacle er optaget i Harlems berømte Apollo Theater, og hver af de 13 episoder byder på både musik og snak fra Costello og de inviterede gæster.
I første episode var gæsten Elton John, og det førte en ordveksling omkring kunstnernavne (John er reelt døbt Reginald Kenneth Dwight og Costello som Declan McManus):
John: "Jeg er ked af det, men hvis du vil lave en plade, kan Reg Dwight simpelthen ikke gøre det. Det går bare ikke... Men hvorfor lige Elvis?"
Costello: "Det var faktisk min manager, der fandt på det. Men hvis du tænker på det år, hvor jeg begyndte at lave musik, 1977, så havde du Captain Sensible, Johnny Rotten, Sid Vicious, Rat Scabies... Så jeg tror egentlig, jeg slap ret billigt. Det kunne have været meget værre."
John: "Du traf et klogt valg. Med Declan McManus, folk ville jo tro..."
Costello: "De ville forvente i fyr i striktrøje, der sang sange om hvalfiskeri."
I episoden med Lou Reed som gæst kommer filminstruktøren Julian Schnabel også på scenen for at tale om de to venners samarbejde med at skabe teaterkoncertversionen af Reeds album Berlin fra 1973. Og Schnabel genkalder, hvordan han efter sin fars død ringede til Reed, der bor overfor, og spurgte, om han ville komme over og holde faderen i hånden. Reed indvilgede, og Schnabel satte Reeds album Magic and Loss fra 1992 på stereoanlægget imens. Som Heather Havrilesky skriver på salon.com er det svært at forestille sig de to mænd dele denne anekdote med Jay Leno.
Clintons tvivl på evnerne
Introduceret som "en lidet kendt saxofonist fra den lille by Hope i Arkansas" er tidligere præsident Bill Clinton den eneste ikke-professionelle musiker på gæstelisten. Samtalen handler dog stadig næsten udelukkende om musik, og Clinton fortæller bl.a. om det øjeblik, han besluttede, at han ikke ville forfølge sine musikalske drømme.
"Jeg kan huske, jeg kiggede i spejlet en dag, da jeg for første gang begyndte at barbere mig, og tænkte: 'Ligegyldigt hvor meget du øver, bliver du aldrig John Coltrane eller Stan Getz. Du er god, og du kunne blive rigtig god, men du bliver sandsynligvis aldrig fantastisk. Hvis jeg troede, jeg kunne blive den bedste nogensinde, ville jeg have gjort det," fortæller Clinton og ræsonnerer desuden, at han nok aldrig ville være kunnet blevet præsident, hvis han ikke gennem musikken havde lært at være opmærksom på detaljer, at konkurrere og at håndtere nederlag.
Listen fortsætter med imponerende navne som Tony Bennett, The Police, Rufus Wainwright, Kris Kristofferson, Rosanne Cash, Norah Jones, John Mellencamp Jenny Lewis, Jakob Dylan, Diana Krall (Costellos kone, red.) og Smokey Robinson. Og Rufus Wainwright fortæller, at han ville elske at se Annie Lennox eller Bjørk lave coverversioner af hans sange.
Costello spørger desuden Wainwright om unge kunstnere, der kommer på afveje via stoffer og alkohol, idet han nævner sit eget "tab af moralsk optræden" tidligt i sin karriere. Wainwright svarer:
"Jeg har en stærk tro på det, Nick Cave har sagt: Som sangskriver bliver du ligesom nødt til at gå over til den mørke side for en tid."
Costello ynger falsk
Anmeldelser er mestendels positive, men showet har også mødt hård kritik. I The New York Post indleder Adam Buckman med denne svada: "Elvis Costello har brug for en barbering. Ja, undskyld at jeg fokuserer på mandens skægvækst, men hans sørgelige undskyldning for et skæg var en kæmpe distraktion for mig. Elvis' blege bakkenbarter havde nok ikke taget så meget af min opmærksomhed, hvis jeg havde været mere fanget af interviewene med Elton John, Lou Reed og Tony Bennett."
Buckman mener , at showet kun kan anbefales til personer, der "falder i svime over lyden af musikstjerner, der dyster om at nævne de mest obskure sanger-sangskrivere eller for længst afdøde R&B-kunstnere fra 1960'erne."
Under overskriften "Elvis Costello synger falsk som talkshow-vært" har The Hollywood Reporter ligeledes let ved at styre sin begejstring. Anmelderen klandrer showet for at mangle både retning og fremdrift og for at hoppe mellem interview og video uden logiske overgange. Heller ikke Costello selv går ram forbi.
"Det, der skulle være en back stage rocksludderfest får sjældent lov at løbe frit på grund af hans overforbrug af stikordskort og stiv sceneoptræden. Det er hårdt at overvære - selv for fans."
Costello med sin encyklopædiske musikviden har da også begrænset erfaring med rollen som talkshow-vært , og den generelle dom er, at han også kun klarer sig igennem i nogenlunde fin stil. Det er musikken, der skaber showet. Ingen tvivler dog på, at han har hjertet med. Endda i en grad, så Costellos trommeslager gennem 30 år, Pete Thomas, fortalte til Rolling Stone, at det til tider var umuligt at få "Elvis til at forlade bygningen".
"Han var så fascineret af Smokey Robinson, og han ville blive ved," sagde Thomas. "De var i færd med at tale om, at soulsange skulle fortælle en historie, selv om de ikke altid fortæller slutningen, og folk selv må gætte alle den slags fede ting. Og da tv-holdet på et tidspunkt prøvede at lukke ned for scenen, sagde Elvis bare: 'Jeg taler med Smokey Robinson. Det er ikke til diskussion.'"
International kulturdebat skrives på skift af Mads Qvortrup fra London, Hans Henrik Rasmussen fra New York, Tine Byrckel fra Paris og Stefan Jonsson fra Stockholm
| 
