|
Med en sikkerhed af en anden verden gav Elvis Costello en passioneret koncert, der understregede hans status som en af de sidste årtiers skarpeste iagttagere af menneskene og deres kærlighedsliv
Koncert
Hvor stor en del af publikummet til Elvis Costello-koncerten i Falconer Centeret fredag, der i øvrigt kunne finde på at gå til lieder-aften, er ikke godt at vide.
Sikkert ikke mange, for det er ikke ret store dele af de sidste 20-30 års sangskriveri, der kan holde til at blive barberet ned til to mand, en stemme og et akkompagnement, og følgelig er den slags intime koncerter en sjælden foreteelse.
Men fredag beviste Elvis Costello og keyboardspilleren fra stambandet The Attractions, Steve Nieve, at Costellos sange ikke bare kan fungere som lieder, men at mange af dem også vinder ved det. Ikke bare de sange, den 45-årige Costello i 1996 udsendte med den klassiske Brodsky Quartet, men sange fra hele hans 22 år lange sangkatalog.
Når de kan det, er der mindst et par grunde:
Sangene slynger sig oftest om den bitre, men dybe kærlighed. Det er nådesløse afklædninger af de krumspring, vi foretager sig i lidenskabens navn. Og som i Costellos opdaterede udgave af lieder-traditionen nok er sørgmodige - og indimellem voldsomt sentimentale - men mere fokuserer på de alt for sene erkendelser af ikke at have slået til.
Og så kaster Elvis Costello al sin kraft og vilje ind i foredraget. Det er passioneret, uforbeholdent og ukrukket.
Han har måske ikke verdens smukkeste stemme, men han har fuld og hel kontrol med det, han har - og han tør give slip på den kontrol, når det er det, der skal til. Han svinger sig ubesværet fra den vrængende, selvironiske og næsten misantropiske Elvis til den hviskende, selvmedlidende blå Costello.
En levende sangbog
Undertegnede har aldrig hørt ham synge så godt. Han formelig boblede af overskud, strøede om sig med historier og bitter-søde kommentarer til sangene. Han var på, og det var selvfølgelig endnu en grund til, at det blev så helstøbt en koncert.
En anden var, at Costello som få andre er hjemme i sine egne sange. Han kan dem, helt ned i mindste frasering. Han er simpelthen en omvandrende sangbog for en generation, hvis voksenliv kan dateres tilbage til købet af My Aim Is True i 1997.
Og en tredje grund var, at Steve Nieve dristede sig ud over akkompagnatør-rollen og spillede både med og mod Costellos sangforedrag. De to har spillet sammen i 20 år, og de kan tilsyneladende lide det. Jeg holdt op med at tælle efter det syvende ekstra-nummer.
Det er meningsløst at begynde at remse sangtitler fra koncerten op. Det var tydeligt, at et par af numrene - "God Give Me Strength" og "I Still Have That Other Girl" og titelnummeret - fra Costellos seneste plade, Painted from Memory, samarbejdet med Burt Bacharach, lå ham selv ekstra meget på sinde.
Costellos sange er ordrige, og duo-formen stiller ekstra krav til både musikere og tilhørere. Men fredag lykkedes det imponerende nok Costello og Nieve at bevare intimiteten hele vejen, og koncerten sluttede typisk og smukt med en Elvis Costello uden mikrofon helt ude på scenekanten.
Man havde fornemmelsen af, at derfra kunne han have sunget det hele. Så nærværende, så tæt på selve idéen med at synge var han.
Elvis Costello, akk. af Steve Nieve. Falconer Scenen, fr.
| 
