|
Burt Bacharach var 60'erne mest berømte popkomponist. Han faldt i unåde, da pop blev umoderne, men nu er han salonfähig igen
NYE CD'ER
Da Burt Bacharach og Elvis Costello for nogle måneder siden udsendte deres fælles album Painted from memory blev resultatet nærmest udnævnt til det bedste, der var sket verden siden brød i skiver - og det nye partnerskab blev de fleste steder beskrevet som helt overraskende og mærkværdigt.
Den rehabilitering af Bacharach, som har stået på de sidste par år, var fuldendt.
Nu da han arbejder sammen med en af rockens mest markante profiler, er Bacharach pludselig et navn, man godt tør sige højt - og cd'en er blevet den perfekte og alligevel lidt spændende værtindegave. Det er vist det, der hedder trendy.
De, der finder parringen af Bacharach og Costello besynderlig kan, med forlov, ikke deres musikhistorie. Costello har siden sit første album i 77 tit givet Bacharach-sange til sine koncerter - et par af dem er også blevet indspillet på cd. Og Burt Bacharach har siden slutningen af 50'erne arbejdet sammen med utallige store pop- og rocksangere.
Problemet er nok, at mange ikke bryder sig om at sammenblande rock og pop. Rock er godt, pop er noget skidt - og Burt Bacharach har altid kun lavet pop. Faktisk så iørefaldende pop, at han på et tidspunkt blev en af frontfigurerne for det man i USA kalder easy listening og lidt hånligt kaldte muzak eller elevatormusik.
Cocktail pop
Easy Listening er her i 90'erne blevet et modefænomen for de få udvalgte, som lidt tosset giver hundredevis af kroner for plader, man for bare fem år siden kunne få i nakken hos enhver marskandiser.
Oprindelig var det en genrebetegnelse i pladebutikkerne for den slags lidt ufarlige instrumentalmusik i 60'erne, som ethvert ægtepar kunne have spillende i baggrunden, når de inviterede parcelhus-naboerne til cocktail-party. I virkeligheden er Bacharach slet ikke 'easy', han får det bare til at lyde sådan.
Piller man fordommene ud af ørerne, hører man hos ham en musik, kreereret og serveret med lige megen melodisk elegance, og som regel med tekster af Hal David, der kan det der med at få et refræn til at lyde som en forførende mellemting af et slogan og en betroelse.
Burt Bacharach blev oprindelig kendt som arrangør og orkesterleder for en lang række sangere, mest berømt Marlene Dietrich, som han turnerede med fra 59 indtil 64, hvor hans karriere som pladeproducer og sangskriver umuliggjorde de mange rejser.
Han havde på det tidspunkt fundet de perfekte makkere til det projekt, som gjorde ham til en af de mest succesrige komponister i 60'erne.
Sammen med tekstforfatteren Hal David skabte han fra 63 til 69 så lang en række af perfekte popsange, at kun Lennon & McCartney tåler sammenligning. "What the world needs now is love", "Make it easy on yourself", "Anyone who had a heart", "Walk on by", "I say a little prayer", "Do you know the way to San José"...
Og de fandt den perfekte stemme i Dionne Warwick.
Banebrydende boks
Det amerikanske pladeselskab Rhino, som bl.a. har specialiseret sig i retrospektive udgivelser, har netop udgivet The Look of Love - The Burt Bacharach Collection, hvor de over tre cd'er dokumenterer Bacharachs kolossale styrke som sangskriver og arrangør med 75 sange fra 57 og helt frem til samarbejdet med Costello. Hovedvægten i boxsættet er naturligvis lagt på de banebrydende 60'ere og begyndelsen af 70'erne.
Her er de tidlige sange med bl.a. Marty Robbins, Perry Como, The Drifters og Gene Pitney samt de store hits med Warwick og bl.a. Tom Jones ("What's new Pussycat?"), Cilla Black ("Alfie"), Dusty Springfield ("The look of love"), Herb Albert ("This guy's in love with you"), B.J. Thomas ("Raindrops keep falling on my head").
I 72 smuldrede Bacharachs makkerskab med både David og Warwick. De sagsøgte hinanden på kryds og tværs, og er først her i midten af 90'erne blevet nogenlunde gode venner igen - alle tre.
Burt Bacharach, som havde været vant til, at ingen ting gik galt, måtte i midten af 70'erne pludselig se sig overhalet både indenom og udenom af alt fra punk til disco. Tiden var ganske enkelt ikke til hans sofistikerede blæser- og strygerarrangementer - og når han forsøgte sig med computere og synthezisere gik det rigtig galt.
Hitsene forsvandt, selvom han forsatte med at lave glimrende musik, bl.a. to fine soloplader, men i 80'erne vendte nedturen - han havde med sin nye kone Carole Bayer Sager fundet en ny tekstforfatter, og sammen skrev de succeser som temasangen til Dudley Moore-filmen Arthur sunget af Christoffer Cross, samt aids-hjælpesangen "That's what friends are for" med Dionne & Friends. Endvidere producerede han fine plader med bl.a. Barbra Streisand og Neil Diamond.
Optur i 90'erne
Opturen er fortsat i 90'erne med cd-genudgivelser af flere af Bacharachs solo-lp'er (som ellers har været dyre samlerobjekter) samt hyldest-cd'er med alt fra japanske rockgrupper til amerikanske avantgarde jazz-folk.
Bacharach havde før Costello-samarbejdet ikke udgivet en soloplade siden den stort anlagte pop-symfoni Woman i 79, men her i efteråret er det virkelig gået stærkt.
Udover Rhino-boksen er der netop også udkommet et nyt live-album med Bacharach, hvor han akkompagnerer sangere som Sheryl Crow, All Saints, Chrissie Hynde, Luther Vandross og selvfølgelig Warwick og Costello i nye udgaver af primært hans gamle sange.
One Amazing Night er et fint og hyggeligt album, men måske ikke lige stedet at begynde. Så er der mere gods i den netop udsendte dobbelte Dionne Warwick-cd The Essential Collection, hvor 30 af de i alt 44 numre er de gamle Bacharach & David hits fra 60'erne.
Opskriften på den fornyede succes er faktisk ganske banal. I stedet for at forsøge på at være moderne, er den nu 71-årige Bacharach gået tilbage til det er han er bedst til. Små iørefaldende melodier arrangeret med finesse - man husker faktisk mellemspillene med blæserne lige så godt som selve melodien, prøv f.eks. at nynne "Walk on by".
I Costello har han så ydermere igen fundet en makker, der kan skrive voksne poptekster. At Costello oven i hatten selv kan fremføre dem med samme perfekte blanding af ligegyldig nonchalance og inderlig nerve som Dionne Warwick, gør naturligvis makkerskabet perfekt.
Sange via fax
Bokssættets sidste nummer er mesterværket "God give me strength" fra forrige års vidunderlige, men oversete musikfilm Grace of my heart. Filmen handler om New Yorks sangskriver-miljø i 60'erne, og filmens producere fandt på at parre de originale sangskrivere med nyere folk. Sådan fandt Bacharach og Costello sammen - de skrev sangen via fax, men resultatet blev så vellykket, at de fik lyst til mødes og lave et helt album. Costello når trods sin lidt hæse stemme så høje toner på "God give me strength", at han næsten lyder som Dionne Warwick. Han har aldrig sunget så godt. Hvor var det dog godt for ham, at han mødte Burt Bacharach.
- Burt Bacharach: The Look of Love. Rhino. 3 cd-boks
- Burt Bacharach: One Amazing Night. Edel Records
- Dionne Warwick: The Essential Collection. BMG/Arist
- Elvis Costello & Burt Bacharach: Painted From Memory. PolyGram/Mercur
| 
