|
Extract
Det var ikke lige til at vide, hvor ambitiøs han egentlig var, denne Elvis Costello (hvis forældre mente, han skulle hedde Declan Patrick MacManus), dengang han først stak snotten frem tilbage i 1977.
Han lignede klassens nørdede brilleabe, og han var vred som bare fanden - men i modsætning til megen af datidens agiterende og primalskrigende punkere var han fra starten voldsomt velformuleret. Ondskabsfuld, frustreret, selvhadsk og alt det der, men sprogligt ætsende præcis, ja, man gad ikke være i skoene på den eller dem, han rettede de verbale skyts mod, for kors, hvor det dog sved.
Og set i bakspejlet var han også musikalsk en usædvanlig raffineret auteur, hvad angik såvel melodi som harmoni - en sang som den om "Alison" på debut-lp'en My Aim Is True (1977) lagde sig i højere grad i forlængelse af Cole Porter og Rodgers-Hart end samtidige som Sex Pistols og The Clash.
Thi selvom Costello trak på punkens vrede og energi kunne han ikke skjule sin musikalske sofistikation eller en usædvanlig bred orientering (jazz, soul, Broadway, country m.m.), og i løbet af 30 usædvanligt aktive år har han udsendt plader inden for et så oprørt hav af stilarter - gerne i samarbejde med så forskelligartede koryfæer som The Kronos Quartet, Allen Toussaint, Anne Sofie von Otter og Burt Bacharach - at det er den rene galimatias at forsøge at sætte manden i bås. Han gør, hvad der passer ham og falder gerne på snotten i fuld offentlighed, hvis han blot føler sig udfordret nok af en hvilken som helst givet opgave. Det gør hans samlede værk kolossalt ujævnt rent kunstnerisk, men aldrig - ALDRIG - kedeligt.
Det samme kan fandeme ikke siges om ret mange andre, uanset afsæt eller ståsted. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange udgivelser den gode Costello har på bagen, men kan på stående fod godt remse en stribe (flere end De nok går og tror!) uangribelige klassikere, det også er blevet til. Og det er slet ikke usandsynligt, at hans seneste, Secret, Profane & Sugarcane, vil kunne ende som et af de der Costello-album, der bare ikke er til at komme uden om.
Først og fremmest fordi de 13 sange (inklusive den gamle traver "Changing Partners") denne gang ikke er ved at synke under vægten af ophavsmandens ambitioner. Der er holdt klædeligt igen med de bizarre akkordrækkefølger og snoede, umulige-at-synge-melodilinjer og den opulente instrumentering til fordel for en klædelig no nonsense-approach på alle fronter. Backet af et band i en genre, som til forveksling minder om vore dages kurante americana/alt.country-stil, præges det instrumentale af enkelhed og mådehold, med Jerry Douglas' dobro og Stuart Duncans fiol som højde- og pejlepunkter i et lækkert og luftigt lydbillede, smukt tilrettelagt af ingen ringere end Costellos gamle legekammerat T-Bone Burnett. Det er en af de plader, som uden den store ståhej tryllebinder lytteren og diskret skaber en afhængighed af den mere charmerende slags.
|
