|
Nye cd er
Gode gamle Elvis Costello er forelsket. Dvs. først fik han knust sit hjerte og som enhver, der bare har fulgt Elvis' karriere ud af øjenkrogen, ved, plejer det at betyder fantastiske om end vitrioldryppende sange om at være fanget i følelsernes spindelvæv. Costello er og bliver en vaskeægte kærlighedskriger og trives rent kunstnerisk, i det mindste som sådan godt i strid. Men og det er måske det ny han trives også godt i fredstid, med forelskelsens søde vanvid lysende ud af begge øjne.
Dét kan De ved selvhør konstatere ved at lægge ører og et åbent sind til hans seneste udspil, North, der starter med to sange "You Left Me In The Dark" og "Someone Took The Words Away" der kan tolkes som hans følelsesmæssige reaktion på bruddet med ledsagersken Cait O'Riordan, der har stået ved hans side i føje år.
Disse to tearjerkers efterfølges så af ni noget nær euforiske kærlighedshymner til og om den ny kvinde i hans liv, jazzpianisten og -sangeren Diana Krall. Det er altsammen meget smukt og formfuldendt, selv om melodimaterialet til tider er lige ved at gå i knæ under ophavsmandens himmelstræbende ambitioner. Hvilket er typisk Costello, der så sent som sidste år diverterede os med et all-out rock'n'roll-album i form af det stærke When I Was Cruel, hans bedste og mest umiddelbart tilgængelige soloplade i rigtig mange år. Så hvorfor lave én til i samme stil, når nu man har mulighed for at få udsendt en skive på Deutsche Grammophon?
Formen på North er til dels inspireret af de klassiske
Broadway- og Tin Pan Alley-kompositioner fra det 20. århundrede, som tilsammen udgør den omfangsrige Great American Songbook og som Costello altid skamløst har elsket hvem kan f.eks. glemme hans gribende fortolkning af Rodgers & Harts udødelige "My Funny Valentine", indspillet i 1979, hvor punkkrigene raserede det musikalske landskab tilsat erfaringerne fra samarbejdet med The Brodsky Quartet i 1992 og komponisten Burt Bacharach i 1998. Thi selv om Costello for over 25 år siden tog afsæt i punkepokens vulkaniske vredesudbrud, har han siden bevæget sig rundt i så mange musikalske stilarter, at han hen ad vejen er blevet stort set umulig at klassificere hvilket han såmænd også nok ville betakke sig for. Og den stil fortsætter han ufortrødent på North, hvor han endnu engang går sin egen perverse vej.
Kunstnerisk mod
Kernen af musikere på pladen udgøres en trio - Steve Nieve på klaver, Peter Erskine på trommer og Mike Formanek på kontrabas - men instrumenteringen spænder fra numre, hvor sangeren udelukkende akkompagneres af klaver til det helt store udtræk med et 48-mands ensemble, hvilket også giver Costello mulighed for at afprøve sine slet ikke ringe evner som arrangør.
Som helhed er North forfinet, raffineret og uhyre traditionsbevidst, men efter denne lytters smag også en anelse blodfattig; de bedste af sangene besidder mindeværdigt ynderfulde melodier, hvor andre simpelthen rent ud hørmer af prætentiøsitet. Man skulle dog være et dumt svin, hvis ikke man (endnu engang) applauderede det kunstneriske mod og den vovelyst, der er investeret i pladen her, trods dens skønhedspletter og pletvise skær af anæstesi.
Ifølge Costello selv skal pladen ses som den kurs han fremover vil følge - vi får se, gamle dreng! - og i den forbindelse bør det så måske påpeges, at al begyndelse er (eller i det mindste: kan være) svær. Men holdt de af The Juliet Letters med The Brodsky Quartet og Elvis-drengen her, vil De givet elske North!
|
